Sikkerhedskort fra medio 2015

Sikkerhedskortet til byggebranchen skal indeholde oplysninger om blandt andet navn, arbejdsgiver, socialsikring og obligatorisk arbejdsskadeforsikring.
Sikkerhedskortet kommer tidligst midt på året næste år. Foto: Colourbox.
Sikkerhedskortet kommer tidligst midt på året næste år. Foto: Colourbox.

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) har bedt Folketingets Finansudvalg om accept af, at der bruges 4,5 millioner kroner til forberedelse af indførelse af obligatorisk sikkerhedskort i byggeriet.

Henrik Dam Kristensen understreger, at sikkerhedskortet vil omfatte alle lønmodtagere, uanset nationalitet, der arbejder i bygge- og anlægsbranchen. Med kortet vil alle skulle registreres og have udstedt et sikkerhedskort med oplysning om blandt andet navn, arbejdsgiver, oplysninger om socialsikring, obligatorisk arbejdsskadeforsikring, hvis lønmodtageren er socialt sikret i Danmark, og eventuel erhvervsforsikringsdækning.

Indføres 2015

– Der er iværksat et tværministerielt arbejde med at tilvejebringe en konkret model for det obligatoriske sikkerhedskort med henblik på fremsættelse af et lovforslag om initiativet. Det obligatoriske sikkerhedskort forventes tidligst at kunnet indføres medio 2015, forklarer ministeren.

Der afsættes 3,7 millioner kroner til udvikling af it-systemer i Erhvervsstyrelsen i forbindelse med indførelsen af sikkerhedskortet, der ifølge Henrik Dam Kristensen “nødvendiggør udviklingen af et nyt it-system”.

Dertil kommer 800.000 kroner til Arbejdstilsynet, der skal anvendes til analyse og design af it-systemintegration mellem Arbejdstilsynet og Erhvervsstyrelsen med henblik på at kunne understøtte kontrollen med sikkerhedskort.

Relateret indhold