SF’s transportordfører Karsten Hønge har bedt transport, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) fortælle, hvorfor der ikke er undersøgt andre muligheder for en havnetunnel i København end den foreliggende fra Nordhavn ud under Amager og til Øresundmotorvejen.
Han peger eksempelvis på en tunnelløsning mellem Bispeengbuen og Amager Boulevard, “der efter foreliggende rapporter kan vise sig at være billigere i anlæg end en havnetunnel, som vil medføre en større aflastning af trafikken i København – især H. C. Andersens Boulevard, Gyldenløvgade, Åboulevarden og Ågade – og som vil frigøre værdifuldt byrum.
Kommunalt projekt
Ifølge Ole Birk Olesen er der gennemført en strategisk analyse af en østlig ringvej – det nuværende havnetunnel projekt – hvori der indgår analyser af mange forskellige linieføringsalternativer.
På den baggrund godkendte Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune i slutningen af november 2012 valg af overordnet linieføring via Amager som udgangspunkt for de fortsatte analyser.
– Det projekt, spørgeren refererer til, må være et kommunalt projekt, da det primært omhandler en eksisterende kommunalvej, der går på tværs af byen, konkluderer ministeren.
Støj og møg
Karsten Hønge siger til Dagens Byggeri, at man har været enøjet i tilgangen til en havnetunnel:
– Det er som om, det er det nuværende projekt eller ingenting. Havnetunnelen er en investering, hvor både kommunen og staten kommer til at hænge på en kæmpe regning. For det andet er der risiko for, at havnetunnelen vil trække endnu flere biler ind mod byen. Man burde have undersøgt, om ikke man kan aflaste andre trafikforhold i København. Men det har ministeren ikke tænkt sig. Jeg vil gerne se en forundersøgelse af, om man kan opnå samme virkning i forhold til at aflaste de eksisterende trafikårer i forhold til støj og forurening. Det ville eksempelvis en tunnel fra Bispeengbuen til Amager Boulevard. Jeg vil ikke lægge mig fast på andre løsninger, men opfordre til at de undersøges, siger Karsten Hønge til Dagens Byggeri.
Ikke afgørende
Han erkender, at en sådan tunnel forbinder kommunale veje, mens det eksisterende projekt er statsveje, men at det ikke bør være afgørende:
– Vi må se fordomsfrit på, hvad der er bedst økonomisk, og hvad der giver den mest effektive aflastning af trafikken, siger Karsten Hønge, der i øvrigt er åben for en undersøgelse af, om en havnetunnel efter den nuværende model på længere sigt kunne forberedes til at modtage en stiktunnel fra Bispeengbuen:
– Det nuværende havnetunnelprojekt er lidt af et økonomisk hasardspil. Det er for nemt for ministeren at afvise forslaget med henvisning til, at det er kommunale veje. Der er generelt for meget kassetænkning i den offentlige sektor, slutter Karsten Hønge.