En gennemgang af de seneste års regnskaber fra mere end 1.700 danske bygge- og anlægsvirksomheder med mellem 10 og 999 årsværk, som Spar Nord og BDO har foretaget, viser bl.a., at den tårnhøje byggeaktivitet, der de seneste år især har fundet sted i og omkring landets største byer, har medvirket til, at 55 % af byggevirksomhederne havde fremgang i resultatet sidste år.
Dertil har hele 66 % både skabt en flot indtjening samt udvist rettidig omhu ved at polstre egenkapitalen.
– Og heldigvis for dét. Det kan nemlig blive nødvendigt med økonomisk polstring til de trængte tider, som vi lige nu går i møde, forklarer cheføkonom hos Spar Nord, Jens Nyholm.
Offentlig anlægsramme kraftigt beskåret
Partner & statsautoriseret revisor hos BDO, Mads Madsen, forventer, at materialemangel kombineret med stigende energipriser og inflation kan betyde, at flere byggeprojekter bliver sat på pause i den kommende tid.
– Den udvikling ser vi allerede nu i det offentlige. I den seneste økonomiaftale mellem Kommunernes Landsforenings og regeringen er kommunernes anlægsramme blandt andet blevet kraftigt beskåret. Og det kommer med stor sandsynlighed til at forgrene sig til hele bygge- og anlægsbranchen, da det offentlige er en stor bygherre herhjemme. Tag bare Københavns Kommune, som er en af Danmarks største af slagsen, siger han.
Læs også: Flere konkurser forude
Svær tilbagebetaling af coronalån
Selvom det er svært at spå om, hvilke virksomheder der vil blive hårdest ramt af den potentielle krise, da det i høj grad afhænger af den enkelte virksomheds økonomiske robusthed og evne til at optimere og tilpasse forretningen, så tyder noget på, at særligt elektrikere og entreprenører står på et stærkt økonomisk fundament.
59 % af elektrikerne oplevede sidste år resultatfremgang, mens 65 % styrkede egenkapitalen. Blandt entreprenørerne løftede 56 % resultatet sammenlignet med det foregående år, og knap 70 % øgede egenkapitalen.
Knap så godt står det til med de danske murervirksomheder. Her havde under halvdelen – 47 % – fremgang i resultatet, mens 61 % styrkede egenkapitalen. Det er dog ikke kun blandt murerne, at krisetegnene i byggeriet er begyndt at vise sig, fortæller Mads Madsen:
– Ifølge de seneste konkurstal fra Danmarks Statistik har antallet af konkurser blandt alle danske virksomheder kun været højere én gang de seneste 12 år, og det var i april 2016. Den udvikling er i særdeleshed drevet af byggeriet, hvor antallet af konkurser i år til sammenligning er 70 % højere end i 2019.
– Knap halvdelen af alle konkursramte virksomheder i 2022 har ifølge Danmarks Statistik taget de såkaldte coronalån. Hovedparten af de lån havde tilbagebetalingsfrist i foråret, og kombineret med de stigende energi- og materialepriser samt de historisk høje renter er byggeaktiviteten i det offentlige såvel som i det private boligbyggeri nu begyndt at bremse op. Og det har formentligt givet dødsstødet til de byggevirksomheder, der i forvejen havde det svært, siger Jens Nyholm.
Konkurser på grund af stigende materialepriser
Prisstigninger er fortsat bygherrernes største hovedpine, angiver 73 % af bygherrerne i Bygherreforeningens analyse fra starten af november.
Derefter følger afledte effekter som for eksempel budgetoverskridelser og konkurser blandt entreprenører, som henholdsvis 44 % og 39 % angiver som en primær udfordring.
– Vi kan se et stigende antal konkurser i branchen, og det er uhyre interessant at følge, om det er en blivende trend. Det er en potentielt dyr fornøjelse for en bygherre, når en leverandør må smide håndklædet. Og nogle konkurser skyldes de stigende materialepriser. Her håber vi, at markedet retter sig. Det vil være gavnligt for alle, siger Bygherreforeningens direktør, Henrik L. Bang.
Læs hele artikel om Bygherrebarometeret, hvor 38 % af landets bygherrer oplyser, at de allerede nu regner med, at de i 2023 vil skrotte eller udskyde projekter. En fjerdedel har projekter, som de endnu ikke ved om udskydes eller gennemføres.