Buldrende inflation, stigende renter og energipriser og læg dertil pressede forsyningskæder. Det er den giftig cocktail, som landets virksomheder står overfor den kommende tid. I en ny regnskabsanalyse fra Spar Nord og BDO er konklusionen klar: Virksomhederne står generelt godt rustet til uvejret, men alle bliver ramt og byggeriet er den sektor, der ligger til at tage de største slag.
Det viser en gennemgang af det seneste års regnskaber fra flere end 11.500 danske virksomheder med mellem 10 og 999 årsværk, som Spar Nord og BDO har foretaget i forbindelse med erhvervsprisen Succesvirksomhed 2022.
Ifølge bankdirektør i Spar Nord Martin Kudsk Rasmussen og administrerende direktør i BDO Stig Holst Hartwig er det ganske vist svært at spå om, hvilke brancher der bliver hårdest ramt af de mange udfordringer, der lige nu tårner sig op, da det i høj grad afhænger af den enkelte virksomheds økonomiske robusthed og evne til at optimere og tilpasse forretningen.
Byggebranchen er tyndt klædt på
Men kigger man på virksomhedernes robusthed, som analysen betragter som den vigtigste parameter, så står byggebranchen ikke så godt. For hvor handel, transport og industri formåede at polstre sig i det sidste regnskaber, så har det været mere opad bakke for byggeriet.
Analysen viser nemlig, at dele af byggebranchen er kommet i modvind. 45 procent af virksomhederne indenfor byggeri og anlæg oplevede sidste år ikke fremgang i deres resultat, ligesom en andel på 34 procent heller ikke formåede at løfte deres egenkapital.
– Byggebranchen har den seneste tid været præget af stor konkurrence, stigende byggeomkostninger og lønninger til medarbejdere, lyder det fra Stig Holst Hartwig.
– De stigende energi- og materialepriser kombineret med stigende renter kan samtidig betyde, at flere byggeprojekter bliver sat på pause i den kommende tid, og det vil gå udover byggevirksomhederne, hvoraf størstedelen befinder sig i provinsen.
Ingeniører og arkitekter i København i farezone
Hovedstaden vil dog også mærke til en eventuel nedgang i byggeaktiviteten.
Her vil det især gå udover virksomheder indenfor videnservice, eksempelvis arkitekthuse og rådgivende ingeniørvirksomheder:
– Modsat de andre regioner er der en stor koncentration af videnserviceerhverv i Københavnsområdet, og det vil sandsynligvis være blandt de fag, at vi i første omgang vil se krisen kradse. Det gælder arkitekter og ingeniører, der betjener byggeriet, lige såvel som virksomheder, der betjener andre erhverv, også kan blive påvirket, siger Stig Holst Hartwig og suppleres af Martin Kudsk Rasmussen:
– Det er den perfekte storm, der har ramt europæisk økonomi, og det kommer til at have konsekvenser for nogen.