Private bygherrer sidder tungt på de store byggeprojekter

Ifølge nye tal fra byggepipeline.dk står den private sektor for to tredjedele af de næste 12 måneders store udbud over 50 millioner kroner.
Den private sektor står for to tredjedele af de næste 12 måneders udbud over 50 millioner kroner. Foto: Colourbox.
Den private sektor står for to tredjedele af de næste 12 måneders udbud over 50 millioner kroner. Foto: Colourbox.

Den private sektor står ifølge byggepipeline.dk for to tredjedele af de næste 12 måneders store udbud over 50 millioner kroner. Det er en stigning på mere end 10 procent på knap et år. Det skriver Bygherreforeningen på sin hjemmeside.

Byggepipeline.dk udgiver fire gange årligt en 12 måneders oversigt over kommende store byggeprojekter for at skabe mere gennemsigtighed og konkurrence på markedet. De nyeste tal viser en række forskydninger sammenlignet med den seneste oversigt fra februar 2016, hvor det særligt er de private bygherrer, der har skruet op for investeringerne, mens regionernes andel af de store projekter er faldende.

Det er godt nyt for branchen generelt, at vi kan se, at de private bygherrer øger deres investeringer.

Henrik L. Bang Direktør, Bygherreforeningen

– Det er godt nyt for branchen generelt, at vi kan se, at de private bygherrer øger deres investeringer. Det er dog vigtigt at være opmærksom på risikoen for lokale kapacitetsudfordringer i de store byer. Hospitalsbyggerierne kommer lidt i perioder, så det interessante er bevægelsen på det private marked, hvor de private bygherrer udnytter den ekstra kapacitet, som følger af den faldende offentlige aktivitet, siger direktør i Bygherreforeningen, Henrik L. Bang.

Netop lokale kapacitetsudfordringer er dog en potentiel risiko, da de store udbud i stigende grad samler sig i hovedstaden. Geografisk set tegner regionen sig for hele 54 procent af de kommende byggeprojekter på over 50 millioner kroner, og derfor kan byggepipeline.dk være en hjælp for bygherrernes planlægning af kommende udbud samt for entreprenørernes planlægning af tilbud, så kapaciteten ikke trykkes i bund.

Den nye pipelineliste med oversigt over de næste 12 måneders store byggeprojekter indeholder i alt 419 projekter til en samlet værdi af knap 66 milliarder kroner.

Se listen her.

Relateret indhold