Prestigefyldt baneprojekt til dansk virksomhed

Rådgivningsvirksomheden Atkins er valgt til at stå for signalarbejdet på den norske Follobane.
Det bliver primært danske baneingeniører og projektledere fra Atkins, som skal sikre at signalerne kommer til at virke, når den norske Follobane skal føres ind på Oslos centralstation. Pressefoto.
Det bliver primært danske baneingeniører og projektledere fra Atkins, som skal sikre at signalerne kommer til at virke, når den norske Follobane skal føres ind på Oslos centralstation. Pressefoto.

I området omkring Oslo i Norge er man ved at udvide jernbanenettet med højhastighedsbanen Follobanen. Der er tale om et større projekt, som strækker sig fra Oslo til Ski sydøst for Oslo med lange tunnelstrækninger, som bores ud i fjellet.

Nu er det kommet frem, at det primært bliver baneingeniører og projektledere fra den danske rådgivende ingeniørvirksomhed Atkins, som skal sikre, at signalerne kommer til at virke, når Follobanen skal føres ind på Oslos centralstation. Det oplyser Atkins i en pressemeddelelse.

Meget af arbejdet skal udføres i de korte perioder, hvor togtrafikken står stille, og det kan godt blive lidt af en udfordring.

Johan Stranddorf Direktør i Atkins Danmark

Den 22 kilometer lange højhastighedsbane skal stå klar i slutningen af 2021, og der er tale om det største igangværende trafikprojekt i Norge med et samlet budget på 27 milliarder norske kroner.

Udfordrende

Banen halverer rejsetiden mellem Oslo og Ski fra 22 til 11 minutter, får Nordens længste jernbanetunnel på 20 kilometer og bliver designet, så tog kan køre med op til 250 kilometer i timen. Tunnelen skal udgraves ved hjælp af fire tunnelboremaskiner, samt ved konventionel sprængning.

Opgaven for de danske ingeniører rummer store udfordringer. Follobanens signalsystem er baseret på den samme teknologi, som i dag bruges på Oslo centralstation. Atkins skal således tilpasse den nye Follobane til det eksisterende signalanlæg. Derfor skal der foretages store forandringer i det eksisterende signalanlæg, og ændringerne skal gennemføres med hensyntagen til såvel signalanlæggets oppetid som robusthed i togdriften.

Atkins baneingeniører og projektledere kommer til at samarbejde med det norske Jernbaneverkets egne faglige ressourcer inden for signalteknologi.

– Meget af arbejdet skal udføres i de korte perioder, hvor togtrafikken står stille, og det kan godt blive lidt af en udfordring. Derfor er det væsentligt for os at have fokus på det gennem hele vores projektering og planlægning. Det skal lykkes, siger direktør Johan Stranddorf fra Atkins Danmark.

Kender forholdene

Atkins kender de lokale forhold og har tidligere både arbejdet med signalanlægget på Oslo centralstation og ligeledes været med i den overordnede planlægning af Follobanens indføring på centralstationen.

Ifølge Anne Margrethe Waage, der er ansvarlig for Follobanens signalsystemer, har Atkins folk et godt kendskab til både anlæg og teknologierne. Og de har vist, at de har kompetence og erfaring inden for disse systemer.

– Ressourcerne, som de stillede til rådighed, betyder meget for valget af Atkins som samarbejdspartner. De forstår hvilken hjælp, vi har behov for, og vi har stor tiltro til, at de kan klare opgaven, siger Anne Margrethe Waage.

Atkins-kontrakten har en størrelse på op til 40 millioner norske kroner og løber frem til Follobanen står færdig i 2021.

- Det kan godt blive lidt af en udfordring, siger direktør Johan Stranddorf fra Atkins Danmark om projektet. Pressefoto.
– Det kan godt blive lidt af en udfordring, siger direktør Johan Stranddorf fra Atkins Danmark om projektet. Pressefoto.

Relateret indhold