Det seneste år i MT Højgaard-koncernen har faktisk været et godt et af slagsen. I hvert fald hvis man spørger formand for bestyrelsen Carsten Dilling.
Han løftede onsdag sløret for fyringen af topchef Anders Heine Jensen samt nedlæggelsen af yderligere 140 stillinger i koncernen. Men det er ikke et krisetegn. Tværtimod. Det betyder, at man er nået skridtet videre med den samlede strategi, lyder det.
– Vi har været glade og tilfredse med indsats, Anders har leveret. Vi har fundet den rigtige model ledelsesmæssigt, datterselskaberne er bragt tættere på topledelsen, og frem for alt har vi fået stabiliseret forretningen. Vi har sågar opskrivninger på flere af vores projekter og færre ubehagelige overraskelser, end da Anders trådte til. Han har gjort et godt stykke arbejde, siger Carsten Dilling til Dagens Byggeri og afviser at have en ny kandidat klar i kulissen.
Han regner med at man har helt styr på trasitionen til foråret. Indtil da stoler han på, at den konstituerede direktør og nuværende bestyrelsesmedlem Morten Hansen kan løfte opgaven.
Svingdør på toppen
Det er anden gang på under halvandet år, at MT Højgaard skifter ud på den øverste position i selskabets ledelse.
Man skal ikke længere tilbage end august sidste år, hvor tidligere administrerende koncerndirektør Torben Biilmann fratrådte. Siden har selskabet også fået ny finansdirektør, mens koncerndirektør Helle Bro stoppede i februar. Carsten Dilling afviser kategorisk, at Anders Heine Jensens fyring kommer som en konsekvens af, at han var uenig i den lagte strategi. Men han synes ikke, at den nu tidligere topchef skulle tage skraldet for at fyre de mange medarbejdere, når han fremadrettet ikke var indtænkt som en del af ledelsen.
– I bestyrelsen har vi længe kørt efter en fastlagt strategiproces, som vi endnu ikke er i mål med. I den forbindelse har vi vurderet vores ledelsesmæssige ressourcer og tænkt, at vi har behov for en anden profil i spidsen af MTH. Jeg har et billede af den type, som jeg gerne så tage opgaven, men jeg kan ikke komme det nærmere lige nu, siger Carsten Dilling, som selv tiltrådte selskabet i maj.
Han understreger, at man har sat indtil flere tiltag i søen i forhold til at hjælpe de mange fyrede medarbejdere videre. Både i egen HR og med ekstern hjælp.
Profitten skal op
Vigtigst ifølge formanden er, at de nye tiltag skal have en positiv indvirkning på MTH’s marginer.
Det er ikke engang et år siden, at selskabet måtte låne 400 millioner kroner af sin egen fond for at dække hullet efter MgO-pladesagen. Og MT Højgaard kan, som det ser ud lige nu, ikke følge med profitabiliteten hos hverken NCC eller Per Aarsleff A/S, der må siges at være selskabets nærmeste konkurrenter. Derfor skulle man have reduceret omkostningerne, lyder det. Ifølge Carsten Dilling havde det ikke gjort noget, om det var sket tidligere.
– Vi har kørt med negativ margin i krisetid, mens vi akkurat har holdt status quo under et opsving. Det er ikke godt nok. Hvis ikke vi kan få banket indtjeningen op, er det alt for risikabelt at holde en forretning af vores størrelse kørende. Nu prøver vi med en mere decentral forretningsførelse. Det er en god syretest på, om stabsapparatet kan retfærdiggøres, siger Carsten Dilling, som pointerer, at man salgsmæssigt er tilbage på sporet. I det seneste kvartal har man solgt projekter for cirka to milliarder kroner, og forventningerne til fjerde kvartal er gode, lyder det.
– Der er sundhedstegn i forretningen. Vi vinder ikke bare på pris, men også på kvalitet hos vores kunder. Der er rigtig meget, som udvikler sig i den rigtige retning, siger han.
Man kan se artiklen om gårsdagens fyring af Anders Heine her. Samt udmeldingen om afskedigelserne af de 140 medarbejdere her.