I 2021 besluttede byrådet i Odense Kommune at udvikle alle lokalområder i kommunen i tæt dialog og samarbejde med både borgere, foreninger og skoler. I alt blev der afsat 625 mio., hvoraf de 500 mio. kr. var øremærket skolerne.
Det omfattende projekt, der fik navnet Velfærdens Fundament, har nu hentet den internationale pris Seoul Smart City Prize i Human-CentriCity-kategorien til den fynske hovedstad i konkurrence med mere end 250 projekter fra godt 50 lande fra hele verden, der alle har involveret deres borgere i byudviklingen.
I arbejdet med Velfærdens Fundament har mere end 27.000 odenseanere været en aktiv del af det mest ambitiøse forløb med borger- og foreningsinvolvering i byens historie. Udover at udvikle skolerne har der bl.a. også været fokus på velfærden i de enkelte lokalområder. Der er eksempelvis blevet udviklet nye designs for at involvere udsatte borgere og mennesker med mental mistrivsel.
Borgmester Peter Rahbæk Juel var til stede ved ceremonien i Seoul, og kunne – stolt, glad og på vegne af Odense – tage imod den flotte anerkendelse:
– Vi har i Odense en ambition om, at den demokratiske samtale skal være et særkende. Med den her pris tager dét form, og jeg er glad for, at andre byer i verden nu får mulighed for at lade sig inspirere af, hvordan vi gør i Odense.
Ekstremt menneske-fokuseret
Det er en komité bestående af førende eksperter fra både offentlige og private organisationer i hele verden, der sammen med blandt andre Seouls borgmester Se-Hoon Oh har kogt det imponerende felt af byer og projekter ned.
Formanden for den store bedømmelseskomité, Yves Daccord, understreger, at konkurrencen har været hård, men at Odense til sidst havde skilt sig ud blandt det øvrige felt:
– Projektet fra Odense var det bedste projekt. Gennemtænkt. Ekstremt menneske-fokuseret. Bringer teknologi ud til borgerne. Meget imponerende. Vi har som jury haft en svær og hård opgave. Mere end 250 byer og projekter har været en del af forløbet. Men til sidst var der enighed i bedømmelseskomitéen om, at Odense var bedst.
Byens skoler skal bringe folk sammen
En del af Velfærdens Fundament har haft fokus på at forankre alle folkeskoler i Odense i deres lokalsamfund, så både elever, forældre og andre borgere i lokalområdet bliver involveret i den lokale folkeskoles fremtid.
– Hver skole skal være det bankende hjerte, der bringer folk sammen på tværs af alder og sociale forhold. Skolen skal været et sted, som alle er fortrolige med – det lokale forsamlingshus, hvor både elever, forældre, unge og gamle mødes for at dyrke de nære fællesskaber, siger Børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen.
Med prisen bliver Odense nu en del af en række netværk og fora, hvor tankerne bag Velfærdens Fundament i løbet af det kommende år skal deles og udvikles sammen med andre byer.