Statsminister Lars Løkke Rasmussen har her til eftermiddag afhold pressemøde på Marienborg sammen med formand for Konservative Søren Pape Poulsen samt Anders Samuelsen, formand for Liberal Alliance. Her blev regeringsgrundlaget for den nye trekløverregering præsenteret – og som forventet må vi vente lidt endnu med at få sat nye navne på ministerposter.
Forhandlingerne har nu snart stået på i en uge, siden Lars Løkke Rasmusssen i sidste weekend åbnede op for et muligt regeringssamarbejde de tre partier imellem. Der har i mellemtiden været mange gisninger om udfaldet, men nu ligger det altså fast, at vi får en regering bestående af de tre partier.
På pressemødet lagde statsministeren især vægt på, at de tre partier nu står sammen om at løfte den danske arv.
– Vi er tre forskellige partier, og vi er bestemt ikke enige om alt. Men vi er drevet af den samme ambition, sagde han blandt andet.
Bedre vilkår
Lars Løkke Rasmussen fortalte, at det nye regeringsgrundlag består af i alt 86 siders nedskrevne målsætninger. Altså det, den nye regering ønsker at arbejde sig frem mod. På pressemødet fremhævde statsministeren fire punkter. Det drejede sig blandt andet om uddannelse – med særlig vægt på de sværest stillede. Derudover har den nye regering også en ambition om at få flere langtidsledige i job, hvilket blandt andet skal opnås gennem en jobpræmie.
Formand for Liberal Alliance, Anders Samuelsen, lagde især vægt på, at vi skal have bedre vilkår for virksomhederne.
– Min oplevelse er den, at når virksomhederne har det godt, så står dørene i højere grad også åbne for dem på kanten af arbejdsmarkedet, sagde han. Han bakkes op af Søren Pape Poulsen:
– Vi skal huske, at virksomhederne skal tjene pengene, før de kan bruges på ting som sygehuse og forsvar, lød det fra de Konservatives formand.