Der er kraftig udvikling i de tekniske løsninger, der bruges inden for glasfacader og -tage. Det betyder blandt andet skærpede krav til for eksempel energiforbrug og udvikling af indbyggede funktioner og automatiske løsninger. Desuden er der stor forskel på, hvor detaljerede de forskellige projektgrundlag for byggesager er. Derfor er det vigtigt at have styr på grænseflader og aftalegrundlag, når man påbegynder en ny byggeproces. Det skriver Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.
– Nogle gange opstår der konflikter, når parterne i et byggeri bliver i tvivl om, hvem der har ansvar for hvad. Derfor er det godt med en anvisning, som er fælles for alle og let at orientere sig i. Det har vi fået nu med den nye anvisning A114, siger teknisk konsulent i Dansk Byggeri, Carsten Pedersen.
Nogle gange opstår der konflikter, når parterne i et byggeri bliver i tvivl om, hvem der har ansvar for hvad.
Carsten Pedersen Teknisk konsulent, Dansk Byggeri
Den nye anvisning gør hele projekteringsprocessen lettere og giver et konkret værktøj, man kan kigge i, når man bliver i tvivl om noget. Udover at give vejledning i projekteringsydelser, aftalegrundlag og grænseflader giver den blandt andet også råd til, hvordan rollerne fordeles under arbejdet.
– Det er rigtig vigtigt, at alle ved præcis, hvilken rolle de har i byggeprocessen. Det minimerer den spildtid, der går med at diskutere hvem, der har ansvar for hvad, og når værktøjet er en helt konkret anvisning, er det meget nemt at hive fat i, siger Carsten Pedersen.