Nordtyske politikere imponeret over dansk Femern-ihærdighed

Næsten alle Folketingets partier arbejder for at realisere Femern-forbindelsen, og den danske ihærdighed imponerer økonomi- og transportudvalget fra Slesvig-Holsten, der er på besøg i Danmark.
De nordtyske politikere var i Rødbyhavn for at se de planlagte anlægsarbejder på dansk side. Illustration: Femern A/S.
De nordtyske politikere var i Rødbyhavn for at se de planlagte anlægsarbejder på dansk side. Illustration: Femern A/S.

Hvis man ser bort fra økonomien, så har Femern-forbindelsen medvind her i Danmark, mens der er mere udtalt kritik i Tyskland, hvor stærke politiske kræfter kæmper mod projektet. Det gælder dog ikke økonomi- og transportudvalget fra delstaten Slesvig-Holsten, som er på besøg i Danmark og blandt har været forbi den kommende Femern-byggeplads i Rødbyhavn. Her fik de tyske politikere en statusopgørelse over projektet, som de bakker varmt op om.

– Den faste forbindelse over Femern Bælt er et af de vigtigste infrastrukturprojekter i Nordeuropa. Virksomheder har allerede nu slået sig ned langs transportkorridoren. Derfor mener vi i CDU, at den nye forbindelse til vore danske venner vil skabe et enormt vækstpotentiale. Jeg er imponeret over, hvor ihærdigt den danske side arbejder på at realisere projektet, siger Johannes Callsen, økonomiordfører for CDU, i en pressemeddelelse.

Jeg er imponeret over, hvor ihærdigt den danske side arbejder på at realisere projektet.

Johannes Callsen Økonomiordfører for CDU i Slesvig-Holsten

Opbakningen til Femern-forbindelsen kommer fra flere medlemmer af økonomi- og transportudvalget, og hos FDP ønsker man at forberede sig bedst muligt på projektet, så man kan få gevinster af det.

Vil forberede sig

– Femern-tunnelen har været på vores dagsorden i flere år. Nu er det tid til at skrue op for dialogen med Femern A/S og de danske politikere. Jeg er især interesseret i de konkrete muligheder, som man fra dansk side ser i projektet, og hvordan vi i Slesvig-Holsten kan forberede os bedst muligt med henblik på at opnå så store gevinster fra projektet som muligt, siger Christopher Vogt (FDP), der er formand for økonomiudvalget i Slesvig-Holsten.

Også hos SPD er det forventningen, at en fast forbindelse vil gavne det nordtyske område.

– Ikke kun de store byer, men hele Slesvig-Holsten får glæde af den faste forbindelse under Femern Bælt. I byggefasen giver projektet vækst og arbejdspladser, og langs hele den nye korridor giver den nye muligheder for innovation og integration, siger Olaf Schulze, der er økonomiordfører for SPD.

Efter besøget i Rødbyhavn skal de tyske politikere mødes med transportminister Magnus Heunicke samt besøge Øresundsforbindelsen for at høre om den danske model for finansiering af megaprojekter.

Kun Enhedslisten har i sit betænkningsbidrag til lovforslaget om den faste forbindelse talt direkte imod Femern-forbindelsen. De øvrige partier i Folketinget har taget en række forbehold for særligt finansieringen, men er derudover indstillet på at arbejde for en vedtagelse.

Relateret indhold