Øget digitalisering er for alvor slået igennem hos Nordelektro. Blandt andet har staben af montører fået tablets til det daglige arbejde. Det er sket som led i en investering i ny it-platform.
Montørerne har dermed alle vigtige informationer ved hånden, når de er ude for at servicere de tekniske installationer hos en bred kundekreds, der tæller alt fra boligforeninger til industrivirksomheder.
– Al opgavestyring er blevet digital. Det gør, at vi har langt bedre styr på, hvad der foregår, og skal foregå, ude hos kunden. Vi har overblik over data og historik, og det gør os mere effektive, siger adm. direktør Hans Peter Andersen.
Stigning på både top og bundlinje
Selv om der i årets løb er brugt betydelige ressourcer på at implementere Field Service-systemet, kan Nordelektro-direktøren glæde sig over, at investeringen allerede smitter positivt af på regnskabstallene, hvor indtjeningen vokser markant hurtigere end omsætningen.
Det netop offentliggjorte 2018/19-regnskab viser en forbedring af driftsresultatet fra 0,2 til 1,8 millioner kroner, mens resultatet før skat er vokset fra 0,1 til 1,7 millioner kroner. Omsætningen er i samme periode steget med otte procent.
8-10 nye kollegaer ønskes
For Hans Peter Andersen er målet, at hans virksomhed i løbet af de kommende år bliver 100 procent digital.
Det gælder internt såvel som ude hos kunderne, hvor Nordelektro i 2020 udbygger sit digitale setup med en kundeportal, der giver kunderne adgang til en række driftsoplysninger om deres maskiner og tekniske udstyr.
Med udsigten til fortsat travlhed er hensigten i 2019/20 at føje yderligere 8-10 mand til lønningslisten, som i dag tæller 45 medarbejdere. Aktuelt har virksomheden flere stillingsopslag ude, herunder en salgsingeniør og en key account manager til at udbygge Multiservice-forretningen samt flere montør-stillinger.