Der er blevet gravet på kryds og tværs på dyrskuepladsen i Roskilde hele foråret. 6,5 kilometer vandforsyningsledning og 24 kilometer spildevandsledning skaber nu et solidt fundament under Roskilde Festivallen, som fra i år byder på helt nye og mere hygiejniske forhold for de 130.000 festivalgæster.
Væk er miljøtoiletterne og slamsugerne, der plejer at køre i pendulfart på festivalpladsen. I år kan gæsterne gå for sig selv på toiletter med træk og slip og være sikre på, at der rigeligt vand i hanerne til både tandbørstning og brusebad.
Det er forsyningsselskabet Fors, der i tæt samarbejde med Brødrene Dahl og udvalgte producenter sikrer det rindende vand i haner og toiletter. Den 6,5 kilometer lange vandforsyningsledning er tilsluttet det almindelige vandsystem og fordeler vandet til 26 forsyningsøer med Grundfos pumpestationer og tilslutningshydranter fra Hawle. Alle rentvandstilslutninger er desuden sikret med tilbagestrømningsventiler fra Honeywell.
For at sikre trykket i spidsbelastningsperioder, eksempelvis om morgenen, er der også opstillet to mobile boosterstationer i udkanten af festivalpladsen med hver tre ekstra Grundfos pumper. Brødrene Dahl har indbygget boosterstationerne i containere, så de efter festivalen kan køres til opmagasinering hos Fors og anvendes igen ved andre store arrangementer.
-Det har været et kæmpe projekt, hvor vi har brugt al vores tekniske knowhow. Vores logistiksystem har også spillet en central rolle. En så kompleks opgave involverer mange parter, og det er enormt vigtigt, at materialerne bliver leveret på pladsen til tiden. Nu glæder vi os til, at festivallen bliver skudt i gang, og vandet flyder i hanerne, siger ekstern sælger i Brødrene Dahl vandforsyning, Palle Rosendal, som har haft ansvar for projektet i Brødrene Dahl.
Uden for festivalområdet har Brødrene Dahl leveret reguleringsbrønde fra Uponor og Hawle. De sikrer vandforsyningen i lokalområdet, så Roskilde Lufthavn, Vor Frue og Vindinge ikke bliver vandløse, mens musikken spiller.