Skou Gruppen har netop offentliggjort årsregnskab for 2023-2024 (1. oktober 2023 til 30. september 2024), og det viser en stigning i omsætning sammenlignet med året før til 346,2 mio. kroner (318,6 mio. kroner i 2022-23), mens resultat før skat falder til 2,3 mio. kroner (12,2 mio. kroner i 2022-23). Det giver en EBIT-margin på 0,7 % (3,9 %).
Likviditetsgraden er på 160,6 % (172,3 %), soliditetsgraden 28,4 % (30,4 %) og egenkapitalforrentning 3,1 % (18,1 %).

Ledelsesrokade i Skou Gruppen: Fra tømrermester til teknisk direktør
Det markante fald i resultatet skyldes særligt et generelt pres på indtjeningen i markedet, lyder det fra adm. direktør Martin Skou Heidemann:
– Vi har valgt at reagere på det indtjeningspres, vi oplever i markedet, ved at acceptere en mindre margin og samtidig fastholde en høj kvalitet i vores projekter og udførelse. For os er det en måde at investere i langvarige kunderelationer på.
Grundlag for stabil aktivitet
Han fortæller videre, at virksomheden, igen, i det forgange år har fået nye og fornyet flere rammeaftaler med offentlige bygherrer i hovedstadsområdet og på den måde styrket markedspositionen.
Martin Skou Heidemann nævner, at man i 2023-24 afleverede 52 moderne lejeboliger og nyetablerede udearealer til boligforeningen Grønnehaven i Taastrup, mens indretningen af det 520 m2 store nye samlingssted Ved Betty Nansens Plads er afleveret til Frederiksberg Forenede Boligselskaber. Desuden er Skou Gruppen i november 2023 blevet færdig med moderniseringen af butiksejendommen på Strøget i København, der huser New Yorker:
– Vi har et godt samarbejde med mange loyale og faste kunder. Vi er gået ind i det nye regnskabsår med en solid ordrebeholdning, primært baseret på samarbejde med sådanne offentlige og halvoffentlige kunder. Ved årets begyndelse udgør ordrebeholdningen 367 mio. kroner, og der er grundlag for en stabil aktivitet og en overskudsgrad i indeværende år på niveau med 2021-22.

Svømmehal-skandale: Skou Gruppen stævner kommune for 48 millioner
Som tidligere omtalt på Dagens Byggeri har Skou Gruppen rejst et krav mod Frederiksberg Kommune på 48 mio. kroner ifm. renoveringen af Frederiksberg Svømmehal. Dette forventer entreprenørvirksomheden afgjort til sin favør, men er ikke indregnet i det aktuelle regnskab eller i forventningerne til den igangværende periode.
Omregnet til fuldtidsansatte tæller virksomheden 121 medarbejdere.