Statsminister Lars Løkke Rasmussen holdt åbningstalen ved Byggeriets Årsdag, hvor han blandt andet understregede, at de offentlige finanser er hårdt presset af flygtninge- og migrationskrisen, som betyder, at Danmark de kommende år frem mod 2020 får en befolkningstilvækst på cirka 100.000 nye borgere.
Han understregede, at de skal i arbejde, og at han ikke mindst er glad for den aftale, der er indgået under trepartsforhandlingerne om en integrationsuddannelse, som åbner for at ansætte flygtninge til en løn, der afspejler deres kompetencer eller snarere mangel på samme.
Det dur ikke, at vi ser virksomheder, der ikke kan udvide og derfor må flytte. Det dur ikke, at hvis der er borgere, som oplever bøvl, når de vil bygge en terrasse på egen grund.
Lars Løkke Rasmussen Statsminister
– Nu er de vigtigt, at det, vi har aftalt, bliver omsat til handling. Vi skal have god volumen i den nye ordning, hvor virksomhederne tager ordningen til sig, sagde Lars Løkke Rasmussen.
Bygger broer
Statsministeren tog videre udgangspunkt i, at byggesektoren er vant til at bygge broer – både dem af asfalt, stål og beton og dem mellem mennesker. Og så understregede han, at regeringen til sommer fremlægger en 2025-plan, der skal tage højde for de faldende oliepriser, flygtningepresset og faldende produktivitet. Regeringen vil foreslå reformer, der skal skabe råderum i dansk økonomi til dels øget velfærd og dels skattelettelser.
– Vi vil sænke skatten på arbejde, så den enkelte familie får større frihed. Det er en vision, der har skabt en del debat de seneste dage. Nogen har en interesse i at starte en storm i et glas vand – jeg vil hellere slå koldt vand i blodet. Den debat skal vi ikke have nu, men når regeringen kommer med sit forslag til en skattereform, lød det fra Løkke.
Ny planlov
Han understregede samtidig behovet for en ny Planlov.
– Det er en opfølgning på den reform, vi selv har lavet med større og stærkere kommuner. Så skal vi også betro dem et større ansvar. Det dur ikke, at vi ser virksomheder, der ikke kan udvide og derfor må flytte. Det dur ikke, at hvis der er borgere, som oplever bøvl, når de vil bygge en terrasse på egen grund. Derfor er det vores vision, at staten skal blande sig lidt mindre. Planloven er for nogen en hellig ko – andre en elefant i forhandlingslokalet. Det er en firkantet barriere for vækst og udvikling, sagde Lars Løkke Rasmussen, der også bebudede nye regler for byggeskadeforsikring.
Og så var der verbale vink med en vognstang til de virksomheder, der ikke selv påtager sig et uddannelsesansvar. Derfor bebuder han en reform, hvor virksomheder, der ikke uddanner lærlinge, skal betale mere til dem, der påtager sig uddannelsesansvaret.