I de seneste år har råhusentreprenøren LM Byg markeret sig med opførelsen af Hofors nye vandværk Thorsbro, AGC Biologics nye medicinalfabrik i Søborg og Rigshospitalets kommende børnehospital Mary Elizabeths Hospital.
Desuden har råhusentreprenøren for nyligt skrevet under på sin tredje kontrakt indenfor vandværksbyggeri, og netop lukkede råhuse vil virksomheden give større fokus i fremtiden.
Læs også: LM Byg afleverer et af landets største vandværker – og vil være førende på området
Blandt andet derfor har man udpeget Thomas Hejnfelt som ny spydspids for salgs- og tilbudsaktiviteter:
– Vi er utrolig glade for at kunne byde Thomas velkommen i LM Byg. Thomas har en skarp profil, omfattende erfaring fra byggebranchen og bringer ny viden og perspektiver, der vil skabe værdi for LM Byg i vores fortsatte vækstrejse, siger Frank Aarslew-Jensen, adm. direktør i LM Byg.
Det kommercielle og byggeprocessen
Thomas Hejnfelt har en fortid hos NCC, MT Højgaard og Sweco, hvor han primært har arbejdet med projektering, digitalisering, procesoptimering, strategi og forretningsudvikling.
Læs også: LM Bygs nye direktør bliver på sporet: “Det er den rigtige vej at gå”
Han overtager rollen som salgs- og tilbudsdirektør og indtræder i direktionen, hvor han sammen med den øvrige ledergruppe skal fortsætte virksomhedens udvikling:
– LM Byg har været igennem en utrolig udvikling de seneste år, og potentialet er til meget mere. Jeg skal bidrage til at forløse det forretningsmæssige potentiale ved at kombinere min kommercielle forståelse med forståelsen for byggeprocessen. Jeg er virkelig stolt over at komme med på LM Bygs rejse og tilliden fra Frank Aarslew-Jensen og Hans Anker Nielsen, siger Thomas Hejnfelt.
Muligheder indenfor industri og produktion
Den nye direktør fortæller videre, at der er ved at ske et sporskifte i branchen i form af, at de klassiske byggeprojekter indenfor for eksempel bolig, som tidligere har fyldt meget, nu fylder mindre:
– Uanset om vi snakker nybyggeri indenfor erhverv, bolig, produktion og energi, så er der et råhus inde bagved. Derfor er der helt generelt et vækstpotentiale i at bygge råhuse, og der er i særdeleshed et væsentligt vækstpotentiale indenfor industri og produktion i øjeblikket, siger han og uddyber:
Læs også: LM Byg klar med 3 etagers energicentral – god dialog gjorde en stor forskel
– Særligt indenfor produktionsfaciliteter ser vi en voksende efterspørgsel på entrepriser på lukkede råhuse, hvor vi varetager hele pakken – fra opførslen af råhus til facademontering og tag.
– Vi må også godt tænke stort
I det seneste årsregnskab landede LM Byg en rekordomsætning med en vækst på 30 %, og ifølge Thomas Hejnfelt er målet at fortsætte virksomhedens vækst og øge markedsandelene. Fundamentet er på plads, og ambitionerne tilpasses i forhold til markedet, fortæller han:
– Vi har øget fokus på specialiserede projekter, men så længe det rimer på råhus, er vi klar til at varetage opgaven. Vi skal selvfølgelig kende vores begrænsninger, men vi må også godt tænke stort. Vi skal ville noget, og vi skal turde fortsætte den udvikling LM Byg er i gang med.
Læs også: Aldrig set før: LM Byg bringer Bjarke Ingels umulige beton-vision til live
Han uddyber:
– Vores vilje til at vækste og blive større uden at gå på kompromis med kulturen i virksomheden – det er en enorm styrke. Så målet er helt klart vækst, men det skal være en ordentlig og sund vækst, og en solid styret udvikling, hvor benene er solidt plantet i LM Byg-mulden.