Kronospan ifølge dommerne
- Novopan Klimagulv er en ny 25 mm sporet undergulvsplade med fræsede spor til 20 mm varmeslanger til vandbaseret gulvvarme. Det produceres af genanvendte træmaterialer og med en markant reduktion i CO2-belastningen ved fremstilling, anvendelse og bortskaffelse af produktet i sammenligning med alternative tunge bygningsdele.
- Novopan Klimagulv er det eneste undergulv til gulvvarme i Skandinavien, der har opnået Svanemærket primært pga. de anvendte råvarer er CO2-neutrale og virksomhedens vægt på cirkulær økonomi i produktionen.
- Novopans cirkulær tilgang til produktionen af gulvvarmepladerne: Mindst 70% af råvarerne til pladeproduktionen er genanvendt træffald fra kommunale affaldspladser kombineret med spåner og trærester fra danske træindustrier – og dermed CO2-neutrale råvarer. De resterende 30% af råvarerne er bæredygtigt FSC- og PEFC-certificeret træ fra danske skove.
Spånpladeproducenten Kronospan leverer hovedsageligt til møbel- og køkkenproducenter, men et nyt undergulv til byggeriet har skaffet dem Byggeriets Klimapris ved årets Byggeri 18-messe.
Direktør i selskabet, Henning Jensen, er glad for den anerkendelse, prisen har givet firmaet.
– Det er dejligt med den store anerkendelse af vores arbejde. Både for virksomheden, men også for de medarbejdere, der har arbejdet med produktet i så lang tid og med stort engagement, siger Henning Jensen.
Henning Jensen har været direktør i virksomheden siden 2002, og står således i spidsen for 220 medarbejdere. Virksomheden har siden 1950 lavet træplader, og det er altså en nyudviklet spånplade af træaffald, der har skaffet dem prisen.
– Spånpladen er speciel, fordi den har et højt indhold af affaldstræ. Det gør den bæredygtig og sænker CO2-udledningen. Samtidig gør udfræsningerne det nemt at arbejde med for håndværkeren, og det giver et godt indeklima og miljø, siger Henning Jensen.