330 lejligheder fordelt på to boligkomplekser opføres i øjeblikket på Teglholmen under ledelse af V8 Construction og med GL VVS som installatør af al VVS, ventilation og teknisk isolering. De to byggeprojekter sætter nye standarder for teknisk isolering i storskala, som foregår i højt tempo. GL VVS’ isoleringsafdeling har valgt Isocover-beklædning fra Øland i stedet for de traditionelle pladekapper, fordi løsningen sparer tid i planlægnings- og monteringsfasen og samtidig giver en nemmere arbejdsgang.
– Modsat pladekapper, som både kræver en montør til opmåling, produktion på værksted og logistik i forbindelse med ophejsning til taget, kan vi med isocoveren gå i gang med montagen fra dag ét. Vi bestiller bare et antal ruller, og så er vi klar. Løber vi tør, kan vi med et enkelt telefonopkald få leveret nye ruller næste dag. Og måler vi forkert under montagen, kan vi klippe i beklædningen og bruge den et andet sted. Det er fleksibelt og effektivt, siger ejer af GL-VVS, Steen Almsgaard, i en pressemeddelelse.
Største ordre
GL-VVS har arbejdet med Isocover på et par mindre sager, men har ikke tidligere brugt materialet i et projekt i denne skala. Øland har til de to boligblokke leveret over 2.000 kvm. Isocover- og Isover-lamelmåtte til kanaler samt en betragtelig mængde isolering til rørinstallationerne. Det er den største enkeltordre på Isocover, Øland hidtil har modtaget.
– Jo større og mere kompleks en opgave er, desto større er behovet for den fleksibilitet, man opnår med Isocover. Man skal være lidt mere omhyggelig med isoleringsarbejdet og sørge for, at lamelmåtterne sidder mere præcist og stramt, når man arbejder med beklædningen, men vores erfaring er, at den tid, du bruger dér, hurtigt tjener sig ind, siger Steen Almsgaard og fortsætter:
– Mange sværger til pladekapper, fordi det er pænere, men det har jo ikke den store betydning på et tag. Både for os som montører og for bygherre er det mere fordelagtigt at vælge et materiale, der er fleksibelt, nemt at arbejde med, og som er 100 procent vandtæt og isoleringsbeskyttende. Det giver i sidste ende et bedre slutresultat, siger han.
Øland har også leveret alle ventilationskomponenter til byggeriet. Alle lejligheder er udstyret med komfortventilation.