Installationsbranchen holder lærlingeskansen

Antallet af indgåede uddannelsesaftaler i landets el- og vvs-installationsvirksomheder er stort set uforandret i forhold til året før.
Til Tina Voldbys store glæde lykkes det fortsat installationsbranchen at indgå uddannelsesaftaler i stort omfang. Foto: Pressefoto.
Til Tina Voldbys store glæde lykkes det fortsat installationsbranchen at indgå uddannelsesaftaler i stort omfang. Foto: Pressefoto.

Det er lykkedes at fastholde sidste års rekordhøje antal nye lærlinge ude i landets el- og vvs-installationsvirksomheder. Ifølge nye tal fra Undervisningsministeriet blev der i årets første otte måneder således indgået 0,3 procent flere uddannelsesaftaler i installationsbranchen i forhold til samme periode året før – mens udviklingen i resten af byggebranchen viste et fald på 8,8 procent. Det skriver Tekniq Arbejdsgiverne i en pressemeddelelse.

– Det er virkelig flot, at installationsbranchen har formået at holde det høje niveau fra 2018, men samtidig viser tallene, at der i høj grad stadig er brug for en løbende indsats i virksomhederne for at gøre plads til så mange lærlinge som muligt, siger Tina Voldby, underdirektør hos Tekniq Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4300 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

Hun understreger, at installationsbranchen over de sidste fem år har øget antallet af lærlinge med cirka 70 procent.

– Derfor kan vi heller ikke forvente nogen markant stigning i antallet af nye uddannelsesaftaler i år – også set i lyset af, at væksten i branchen og dansk økonomi som helhed ser ud til at flade ud, hvilket skaber usikkerhed om, hvor fyldte virksomhedernes ordrebøger kommer til at være de kommende år, siger Tina Voldby.

Relateret indhold