1. september sætter Susanne Renée Grunkin sig i stolen som Odenses nye stadsarkitekt.
Den tidligere formand for Danske Landskabsarkitekter og i dag senior kreativ leder i Arkitema får dermed en nøglerolle i arbejdet med at transformere og videreudvikle Odense som by:
– Susanne Renée Grunkin har fagligheden til at få realiseret de politiske visioner for udviklingen af Odense, og hun kan sige sin mening og inspirere og motivere investorer, bygherrer og rådgive politikere, siger Søren Windell, der er rådmand for By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune.

12-årsplan for Odense er vedtaget: 400 hektar til nyt erhvervsområde
Odense Kommune er bl.a. i gang med at fortætte bymidten, transformere Vollsmose og en hel ny bydel venter forude, når det nuværende OUH flytter til det nye supersygehus.
Susanne Renée Grunkin lægger ikke skjul på, at den nyoprettede stilling som stadsarkitekt i Odense kan noget ganske særligt, og for hende er det en drømmestilling, et fagligt kald.
Odense Kommune har nemlig et enestående potentiale, mener hun. Ikke som en kopi af Aarhus eller København, men som en by, der går foran i balancen mellem by og natur foruden vækst og hensynet til det nære, siger hun:
– Vi kan ikke bygge os ud af kriser, men gennem bytransformation med omtanke kan vi opnå indbydende, klimaambitiøse, grønnere og socialt og økonomisk inkluderende byer. Odense kan blive den by, som med en sund model for vækst insisterer på at give mere tilbage, end den tager.
En progressiv retning
Susanne Renée Grunkin er uddannet landskabsarkitekt fra KVL i 1997 og senest har hun siddet i Concitos advisory board for klima og bynatur.
Desuden er hun netop valgt som delegat for Danske Landskabsarkitekter til den internationale og den europæiske sammenslutning for landskabsarkitekter IFLA og IFLA Europe.

Grønt lys til ny, grøn og vibrerende havnebydel i Odense
– Med valget af Susanne Renée Grunkin får Odense en stadsarkitekt, som kan sikre både realisering og sammenhæng mellem Bystrategi 2023, +5000-projektet og arbejdet med byens rum og derigennem sætte en progressiv retning for de mange projekter, der kommer til at præge udviklingen af Odense, siger byudviklingschef i By- og Kulturforvaltningen, Birgitte JTK Nielsen.