HP Byg med kontor i det østlige Aalborg har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2025.
Et regnskab, hvor nøgletallene viser en omsætning på knap Kr. 713 millioner samt et resultat efter skat på Kr. -5,7 millioner. I 2024 var det henholdsvis Kr. 696 millioner og Kr. -2,3 millioner.
Selvom tallene ligner hinanden til forveksling, er de to vidt forskellige regnskabsår:
– Vi var få måneder inde i 2025, da vi opsagde mange medarbejdere på tværs af produktion, kalkulation og administration. Det var årets lavpunkt, for det var dygtige og vellidte kolleger. Men det var nødvendigt for at tilpasse os et lavere aktivitetsniveau og et hårdt prispres i markedet, siger Carsten Elgaard Sørensen, HP Bygs adm. direktør.
Aalborg-entreprenør vinder sundhedsbygning til 60 millioner
De har måttet skære til og fokuserer nu deres aktiviteter i Østdanmark, oplyser han:
– Efter 15 år lukkede vi ned på Sjælland, selvom det er her, vi har haft nogle af vores største byggerier. Men timingen var rigtig, og på trods af, at vi over årene har vi haft mange gode projekter, har enkelte trukket os meget hårdt ned.
Omstillingen har været dyr
2025 endte altså som et år, hvor virksomheden skulle omstille sig. Det har de mærket i organisationen og kan nu ses i tallene.
– Årets resultat er selvsagt ikke tilfredsstillende. Men vi har fortsat en robust organisation med stor sammenhængskraft og meget stærke kompetencer, siger Carsten Elgaard Sørensen.
Take-back ordning: Byggeplads i Aalborg genbruger gamle mursten
Nu er synet mod 2026. For der er mulighed for at rettet betydeligt op på tallene, mener han:
– I 2026 står vi stærkere på omkostningssiden, og vi er gået ind i året med en lang række nye, spændende byggerier i ordrebogen. Og så er vi naturligvis stolte over, at en kapacitet som KGH Holding endnu engang viser, at de har fuld tillid til HP Byg.
