Horsens modtog årets SMV-pris for projektet ‘Samspil mellem Uddannelse og Erhverv’, der skal få flere unge ind på en erhvervsuddannelse gennem et samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og byens erhvervsliv i regi af Horsens Alliancen.
– Det er afgørende, at vi får flere unge mennesker rettet mod erhvervsuddannelsessystemet, og den opgave kan kun løses, hvis folkeskoler, uddannelse og erhvervsliv går i tæt samarbejde, sagde viceborgmester Lone Ørsted, da hun modtog prisen sammen med Bo Ulsøe.
Alle elever er forpligtet til at deltage i 25 timers undervisning i “Samspil” om året – herunder virksomhedsbesøg, hvor elever og lærere ser skolefag blive brugt i jobfunktioner og opgaver i praksis.
Stor satsning
Både før og efter besøget arbejder eleverne med opgaver med relation til nogle af virksomhedens arbejdsopgaver.
Bo Ulsøe, der er direktør for virksomheden Blunico, understregede, at projektet udnytter de muligheder, der ligger i folkeskolereformens krav om den åbne skole.
– Det er helt afgørende for de lokale virksomheder, at vi få flere unge ind i erhvervsuddannelserne, og det er en kæmpe opgave, vi som virksomheder må være med til at løfte, sagde Bo Ulsøe.
Formanden for Håndværksrådet, Niels Techen, opfordrede andre kommuner til at lade sig inspirere af initiativet i Horsens.