Tre teknikvirksomheder fra Taulov er kommet ind under Hoffmann-koncernen. I alt beskæftiger de tre virksomher 100 medarbejdere inden for el, vvs og ventilation, og omsætter for ca. 100 mio.kr.
Opkøbet sker ifølge Hoffmann, fordi byggebranchen i stigende grad ændrer sig mod projektudbud, hvor entreprenøren bliver involveret helt fra projektets tilblivelse. Den tendens passer vældigt godt sammen med Hoffmanns forretningsstrategi om tidlig involvering af alle byggeriets parter.
Opkøbene er et vigtigt tiltag i at positionere Hoffmann som en landsdækkende bygge-, anlægs- og installationsentreprenør …
Adm. direktør Torben Bjørk Nielsen Hoffmann A/S
Udbudsformen kræver især stor viden inden for tekniske installationer, som i dag udgør ca. 35 procent af byggeriets kostpriser.
Med købet af Alpedalens VVS A/S, Techniq Installation A/S og Installationsgruppen A/S tilfører Hoffmann kunderne yderligere teknisk knowhow helt fra tilblivelsen af projektet.
– Samtidigt kan vi nu tilbyde vores kunder stor faglig kompetence i udførelsen og efterfølgende drift og vedligeholdelse af projekternes bygnings-installationer. Opkøbene er et vigtigt tiltag i at positionere Hoffmann som en landsdækkende bygge-, anlægs- og installationsentreprenør, hvor alle kompetencer tilsammen skaber merværdi for kunderne, siger administrerende direktør Torben Bjørk Nielsen, Hoffmann A/S.
For direktør Carsten Larsen i Alpedalens VVS, er det en god beslutning efter mere end 20 succesfulde år.
– Vi er glade for det blev Hoffmann der kunne se mulighederne i at videreudvikle vores selskaber. Gennem et mangeårigt samarbejde med Hoffmann, har vi løst flere projekter sammen. Kendetegnene har altid været vores gensidige forståelse for at løse kundens behov og levere løsninger af høj faglig kvalitet, siger Carsten Larsen.