Ulykken i Fukushima
- Den 11. marts 2011 bliver den japanske østkyst ramt af et undersøisk jordskælv.
- Skælvet er så kraftigt, at hele den nordøstlige japanske landmasse bliver rykket 24 meter tættere på Nordamerika, og i de norske fjorde skaber det halvanden meter høje bølger.
- Ved Japan dannes der en tsunami, som skyller ind over landet cirka 50 minutter efter jordskælvet. Aflejringer på kraftværkets bygninger viste efterfølgende, at vandet nåede næsten 14 meter op over normalen, hvilket er knap tre gange så meget som værkets tsunamiværn er bygget til.
- De tre reaktorer, som var aktive, da skælvet ramte, lukkede automatisk ned, men oversvømmelserne kortsluttede strømforsyningen, og den svigtende køling fik temperaturen i reaktorbeholderne til at stige. Tre efterfølgende eksplosioner sendte radioaktivt materiale ud i nærmiljøet. Skaderne på Fukushimaværket er så omfattende, at det ikke vil blive taget i brug igen. Afviklingen forventes at tage mindst 30 år.
- Kilde: brs.dk og ing.dk.
Det er forbudt at bevæge sig ind på byggepladsen, før man har iført sig en tung, hvid månedragt og en maske over det meste af ansigtet. Man skal gennem en sikkerhedskontrol som i en lufthavn, før man kan begynde sit arbejde. Det er forbudt at ryge og drikke på byggepladsen. Ikke engang spise sin madpakke må man.
Og lønnen er heller ikke engang særligt god.
Til gengæld skal man om sommeren holde en lang siesta i den varme tid, så man ikke dør af hedeslag i beskyttelsesdragten. Der er i de perioder pause med løn mellem to og fem om eftermiddagen.
Det er vilkårene for arbejderne på den ganske specielle byggeplads, hvor 7000 japanske arbejdere hver dag rydder op efter ulykken på atomkraftværket i Fukushima for fire år siden og sikrer anlægget, inklusive tre nedsmeltede reaktorer, for eftertiden.
Mandearbejde
Det væsentligste arbejdsmiljøproblem i deres hverdag er radioaktivitet. Hvordan undgår man, at de udsættes for så meget radioaktivitet, at det vil skade helbredet på lang sigt?
Hver eneste arbejder ved Fukushima-værket har derfor et personligt docimeter i lommen. Et lille apparat, som løbende registrerer, hvor meget radioaktivitet hver arbejder udsættes for.
En arbejder må højst udsættes for 50 såkaldte millisievert på et år – og højst 100 millisievert på fem år. Der er særlige regler for, at man ved nød-indsatser eller beredskabssituationer i kort tid kan udsættes for mere end det. Men det er hovedreglen for mænd. Det er en grænse, som værkets ejer, Tokyos elektricitetsselskab, Tepco, har forpligtet sig over for regeringen til at holde.
Grænsen for kvinder er langt lavere, hvilket betyder, at byggepladsen udelukkende er bemandet af mænd. Her kan man tale om et mandearbejde.
Svag kontrol
Siden Fukushima-ulykken i marts 2011 har 39.000 mænd arbejdet i kortere eller længere tid ved anlægget. Heraf har kun 180 ramt loftet på 100 millisievert, seks er endda nået over 250. Det skete i de første måneder efter ulykken, hvor disse grænser ikke var på plads endnu.
Det meste af arbejdet – både på selve byggepladsen og ved oprensning af de evakuerede områder uden om værket – foregår som kontraktarbejde, hvor småentreprenører udefra stiller med arbejdskraften. De skal leve op til de samme krav som Tepcos ansatte, men Tepco har ikke den samme kontrol med, hvem der dukker op ved indgangen.
Det er ikke nemt at finde arbejdskraft til byggepladsen ved Fukushima. Der er alle mulige historier om, at småentreprenører rejser rundt og samler hjemløse op ved de store hovedbanegårde i Japan og tilbyder dem fast arbejde i en periode. Mange har også en form for tilknytning til den japanske mafia.
Så det er ikke nogen hemmelighed, at der har været snyderi med de personlige docimetere. En enkelt sag er kommet bredt ud i nyhedsmedierne, hvor en entreprenør havde givet sine arbejdere besked på at dække docimeteret med en blyplade.
Derfor er der nu indført krav om, at docimeteret skal sidde synligt uden på beskyttelsesdragten i en gennemsigtig lomme.
