Hattrick: AO hiver tre e-handelspriser hjem

Der var mange vindere, da den danske e-handelsbranche endelig igen kunne samles til uddelingen af E-handelspriserne. Den helt store vinder blev Brødrene A&O Johansen, der snuppede tre priser - heriblandt Guldprisen.
Vinderne af Guldprisen, Brødrene A&O Johansen, er ikke ubekendt med at stå øverst på e-handelsskamlen. Det er blevet til flere priser gennem årene. Foto: Vinia Media.
Vinderne af Guldprisen, Brødrene A&O Johansen, er ikke ubekendt med at stå øverst på e-handelsskamlen. Det er blevet til flere priser gennem årene. Foto: Vinia Media.

800 gæster var samlet til fest torsdag aften på Clarion Hotel i København, da den danske e-handelsbranche igen kunne mødes til en rigtig fest.

Der blev i alt uddelt 12 E-handelspriser til aftenens prisuddeling. Aftenens helt store vinder blev byggevaregrossisten Brødrene A&O Johansen, der snuppede hele tre priser – heriblandt Guldprisen, som gives til den virksomhed, som ifølge guldjuryen er den skarpeste virksomhed på tværs af alle kategorier.

Udover Guld-prisen vandt AO også prisen som årets bedste B2B virksomhed og årets bedste omnichannel virksomhed.

– Årets Guldvinder har arbejdet med it siden det hed EDB, men i de sidste år er der for alvor blevet skruet op for digitaliseringen. Det skyldes ikke en forblændet kærlighed til robotter og kunstig intelligens, men en naturlig nysgerrighed på, hvordan digitale tiltag kan styrke forretningen og højne kundetilfredsheden.

– De flotte resultater skyldes ikke mindst et imponerende arbejde med data, personalisering og AI, som blandt andet forudser købsmønstre og udpeger mersalgsmuligheder for medarbejderne, lød det fra juryen.

AO vandt tre priser ved årets E-handelsprisuddeling. Den sidste blev den af guld. Foto: Søren Willemoes Poulsen
AO vandt tre priser ved årets E-handelsprisuddeling. Den sidste blev den af guld. Foto: Søren Willemoes Poulsen

Juryen fremhæver ligeledes vinderens omni-channel-løsning, som både kunder og medarbejdere har taget godt imod. Det samme gælder deres app, som binder de forskellige kanaler sammen, og som ifølge juryen er i international klasse.

I et opslag på LinkedIn takker AO kunderne, der ‘holder os på tæerne, udfordrer os til at optimere og finde nye måder at hjælpe jer bedst muligt på.’

AO, der siden starten på uddelingen af e-handelspriserne i 2000 har vundet flere andre e-handelspriser, lover at arbejde videre med fortsat at gøre det nemmere at handle med kæden.

Vindere og runner-ups fra den danske byggebranche blev:

E-handelprisen Guld 2022

Brødrene A&O Johansen

Bedste B2B-virksomhed med online omsætning over 200 mio. kr.

1: Brødrene A&O Johansen

2: Brdr. Dahl

Bedste e-handels App

2: Brdr. A&O Johansen

Bedste omnichannel virksomhed

1: Brødrene A&O Johansen

Bedste e-handelscase – webbureau og andre leverandører

3: IMPACT og Carl Ras

Kilde: Dansk Erhverv

Relateret indhold