Grøn BoligJobordning skaber mere bureaukrati

Installatørerne er de store vindere med den nye grønne BoligJobordning. Malerne mister til gengæld halvdelen af deres muligheder for tilskud.
Udvendigt malerarbejde er omfattet af den nye grønne boligjobordning. Arkivfoto: Danske Malermestre.
Udvendigt malerarbejde er omfattet af den nye grønne boligjobordning. Arkivfoto: Danske Malermestre.

Regeringen, Dansk Folkeparti, Alternativet, Socialistisk Folkeparti og De Konservative præsenterede fredag formiddag den endelige liste over hvilke former for arbejde, der er omfattet af den grønne BoligJobordning.

Aftalen sikrede dels, at BoligJobordningen kunne videreføres uændret i 2015, og dels at der fra næste år sker en grundlæggende omlægning til en ny grøn BoligJobordning med henblik på at understøtte den grønne omstilling samt øge bæredygtigheden og klimaindsatsen?.

Vi kipper med flaget for de emner, der er medtaget i ordningen. Det gælder både energiforbedringer, klimatilpasninger og bæredygtighed.

Direktør Michael H. Nielsen Dansk Byggeri

Den nye ordning vil fra 2016 give fradrag på op til 6.000 kroner pr. person for serviceydelser i hjemmet, mens der vil være et fradrag på op til 12.000 kroner pr. person til håndværksydelser med et grønt sigte.

Luft-til-luft

Konkret er partierne enige om at indføre fradragsret for en række nye grønne ydelser, som eksempelvis:

– installation af luft-til-luftvarmepumper og energirådgivning til energiforbedringer,

– at fjerne fradragsretten for ikke grønne ydelser, som indvendigt malerarbejde og nedrivning/opsætning af køkkener og badeværelser,

– at understøtte udbredelsen af velfungerende bredbånd i alle dele af Danmark ved at udvide BoligJobordningen med fradrag for ydelser i forbindelse med tilslutning til bredbånd.

Der sker ingen ændringer for de hidtil omfattede serviceydelser som almindelig rengøring, vinduespudsning, børnepasning og almindeligt havearbejde.

Partierne er desuden enige om, at afsætte en halv million kroner til en udredning vedrørende erfaringerne med den svenske RUT- (Rengöring, Underhåll og Tvätt) og ROT (Reparation og underhåll, Ombyggnad og Tilbyggnad)-ordning, der giver tilskud til lønudgifter til husarbejde og håndværkerudgifter. Udredningen gennemføres i 2016.

Sort arbejde tilbage

Det bliver altså ikke mindst malerne, der kommer til at betale prisen for den nye BoligJobording, men direktør Ole Draborg fra Danske Malermestre siger til Dagens Byggeri:

– Halvdelen af vores malerarbejde er skåret ud af ordningen, men det udvendige er trods alt med, og det vil jeg trods alt tillade mig at glæde mig over. Udsigten var jo, at alt malerarbejde ville forsvinde ud af ordningen. Jeg havde selvfølgelig håbet, at vi i det mindste havde fået ligestillet indendørs malerarbejde med ‘serviceydelser’. Jeg synes, at man kan sammenligne eksempelvis maling af en stue med rengøring og havepasning. I stedet vil man nu igen opleve, at det sorte arbejde kommer tilbage i et eller andet omfang.

Ros fra Dansk Byggeri

Direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri har derimod kun ros til overs for forliget om den grønne BoligJobordning:

– Vi har med glæde modtaget aftalen om den grønne BoligJobordning. Vi kipper med flaget for de emner, der er medtaget i ordningen. Det gælder både energiforbedringer, klimatilpasninger og bæredygtighed. Og malerarbejde skal udføres udvendig som følge af mange af de arbejder, der er omfattet af ordningen. Det gælder eksempelvis nye vinduer, dampspærre, isolering og andre ting, der kræver nye overflader, siger Michael H. Nielsen, som ikke mindst er glad for, at der er afsat penge til at analysere den tilsvarende svenske ordning med langt større økonomiske incitamenter. Samtidig savner han, at ordningen langsigtet bliver permanent.

Indhold i den ny ordning.

Relateret indhold