Efter 15 år med hovedsæde i idylliske omgivelser på herregården Hollufgård sydøst for Odense har AG Gruppen besluttet at flytte hovedkontoret til nye og mere tidssvarende omgivelser.
Virksomheden har fra MT Højgaard købt en del af en eksisterende industribygning i den nu nedlagte Dalum Papirfabrik og starter nu udviklingen af nye kontorlokaler til omtrent halvdelen af virksomhedens medarbejdere, som har base i Odense.
Det tidligere fabriksområde har MT Højgaard tidligere købt, og er nu i fuld gang med at omdanne til ny bydel med blandede boligtyper, butikker, kontorer, cafeer, åbne pladser og grønne områder med udsigt til Odense Å.
– Dalum Papirfabrik var en af verdens bedste og største producenter af genbrugspapir, og den bæredygtige tankegang bliver videreført i vores nye domicil, som skal give plads til vækst og underbygge vores strategi som moderne projektudviklingsvirksomhed. Samtidig er det en beliggenhed med gode adgangsforhold for vores medarbejdere; tæt på Odense C og med gode tilkørselsforhold. Og så er tankegangen bag Dalum Papirfabrik helt i AG Gruppens Ånd. Her bevares områdets unikke kulturhistorie; samtidig med at det udvikles og gives nyt liv. Det er præcis den samme tanke, som ligger til grund for de mange nye projekter, vi udvikler i AG Gruppen, siger Robin Feddern, adm. direktør i AG Gruppen.
Bygningen forventes certificeret med DGNB Guld samt den helt nye overbygning DGNB Hjerte, som i særlig grad prioriterer indeklimaet og brugskvaliteten af bygningen for de mennesker, der skal opholde sig i den.
Plads til udvikling og vækst
Den overordnede arkitektoniske vision for projektet, som er udformet af arkitektfirmaet C.F. Møller, er at fremhæve bygningens historiske og industrielle afsæt, samtidig med der sættes optimale rammer for god komfort for medarbejderne og en bedre kontakt afdelingerne imellem. Kontoret bliver opført i to plan, hvor loftet på 1. sal vil være de eksisterende, shedtage, som bevares med indarbejdede, lydreducerende paneler. Generelt genbruges industriarkitekturens elementer så vidt muligt; herunder de eksisterende betonsøjler og storslåede hvælvinger, som vil skabe smukke indre højloftede rum, der giver rummene en helt særlig stemning og optimale arbejdsforhold.
Travlhed i hjembyen Odense
Det nye kontor domicil er ikke AG Gruppens eneste projekt i hjembyen Odense. Projektudviklingskoncernen er for nylig gået i jorden med etape to af ejerboligprojektet Skt. Jørgens Engen, som består af i alt 44 nye byhuse i Odense C. Og helt centralt ved banegården og den kommende letbane er man i gang med renoveringen af Tigergården, som omdannes til 226 familie- og ungdomsboliger. Renoveringen, som også bliver DGNB Guld certificeret, omfatter energioptimering såvel som opdatering af ejendommen til et mere tidssvarende udtryk med en facade i tegl og skifer og i en arkitektur, som passer til områdets eksisterende bygninger. De 212 ungdomsboliger er netop solgt til investeringsselskabet Koncenton, som tidligere har købt flere boligprojekter af AG Gruppen; i bl.a. Hillerød og Høje Taastrup, og som altså nu har investereret i AG Gruppens nyeste boligprojekt i Odense.
Udover de igangværende projekter rummer AG Gruppens pipeline i Odense for øjeblikket flere spændende projekter; med mere end 350 boliger og erhvervslokaler.