De fynske virksomheder blev hårdt ramt, da finanskrisen satte ind tilbage i efteråret 2008, men med opsvinget i ryggen, flere ansatte og øget nethandel efterspørger det lokale erhvervsliv nu i stor stil lagerhaller, logistikbygninger og produktionslokaler. Det fremgår af nye data fra Ejendomstorvet.dk.
– Kun 1,9 procent af lager- og produktionslokalerne står tomme på Fyn ? det er det laveste niveau på denne side af finanskrisen. Vi skal helt tilbage til april 2008 for at finde færre ledige lagerbygninger og industrilokaler. Tomgangen steg meget kraftigt på Fyn i 2009 og 2010 og toppede i 2011, da næsten syv procent af lokalerne stod tomme. Siden er det nogenlunde støt gået fremad, siger Simon Birch Skou, administrerende direktør for Ejendomtorvet.dk.
Med knap to procent tomme industrilokaler ligger Fyn aktuelt ikke bare under landsgennemsnittet på 2,3 procent, men er en af de bedste landsdele. Gennem finanskrisen lå Fyn ellers i den tunge ende.
– Der er ikke blevet bygget meget på Fyn siden finanskrisen, og de få nyere lager- og industribygninger, der er, bliver revet ned fra hylderne. Vi oplever stigende interesse fra både ejendomsinvestorer og virksomheder, der selv skal bruge lokalerne. En del er begyndt at bygge selv eller indgår en lang lejeaftale med en pensionskasse eller en lokal ejendomsinvestor, siger erhvervsrådgiver Martin Fuhlendorff fra Colliers International i Odense.
Virksomhederne vil bo ved motorvejen
Virksomhederne er især på udkig efter lokaler langs motorvejen tværs over Fyn, helst tæt på Odense. Også Middelfart, Nyborg og Svendborg er på radaren, konstaterer EDC Erhverv Poul Erik Bech Fyn:
– Det er ikke til at drive noget op. Virksomhederne søger især højloftede lagre med ramper og lokaler til finere produktion. Vi mærker en tendens til spekulationsbyggeri, hvor investorer opfører ejendomme til logistik og lettere produktion uden at have lejere på forhånd, siger partner og erhvervsmægler Morten Nielsen.
Den stigende efterspørgsel afspejler sig også i, at lejepriserne for udbudte fynske industriejendomme er steget over fem procent det seneste år. På landsplan er stigningen til sammenligning blot to procent ifølge tallene fra Ejendomstorvet.dk.
Begge mæglere har i øjeblikket ret let ved at få afsat ledige lager- og produktionslokaler, blandt andet til underleverandører til det store Facebook-byggeri ved Odense. Her har Colliers for eksempel udlejet 2.300 kvadratmeter til et ingeniørfirma.
EDC Erhverv Poul Erik Bech har samtidigt lejet 4.000 kvadratmeter ud til et firma, som leverer køleanlæg til det store datacenter.
I Svendborg har Colliers fået solgt den gamle Altia-spritfabrik med 26.000 kvadratmeter lager og produktion til en lokal investor, som hurtigt har lejet dele af anlægget ud til nabovirksomheder.
I hele landet findes 103,5 millioner kvadratmeter industrilokaler. Heraf ligger 9,3 millioner eller knap ni
procent på Fyn og øer.