Fokus på helheden er årsag til succes

Totalentreprenøren Raundahl & Moesby har nu fem år på bagen, og holder fast i mantraet om at skabe merværdi for kunderne i stedet for fokus på omsætning.
Administrerende direktør Carsten Raundahl (til venstre) sammen med teknisk direktør Per Falstie, projektkoordinator Betina Kirkegaard og salgsdirektør Rob Hodgkins. Foto: Torben Jastram.
Administrerende direktør Carsten Raundahl (til venstre) sammen med teknisk direktør Per Falstie, projektkoordinator Betina Kirkegaard og salgsdirektør Rob Hodgkins. Foto: Torben Jastram.

AARHUS: Siden Carsten Raundahl og Erik Moesby med KPC som partner tilbage i efteråret 2013 stiftede Raundahl & Moesby A/S, er det gået støt og roligt fremad for den Aarhusbaserede totalentreprenør, der den 5. september kunne fejre fem års jubilæum.

Det første projekt var en tilbygning til Horsens Statsskole, et projekt som hedengangne Sjælsø var i gang med, og som Raundahl & Moesby dengang købte ud af konkursboet. Siden er rigtig mange primært boligprojekter udviklet via firmaets forretningsmodel, hvoraf langt de fleste er opført i Skanderborg, Odense, Aalborg og hjembyen Aarhus.

I begyndelsen havde de to stiftere, som kendte hinanden fra tidligere ansættelser i branchen, blot en håndfuld medarbejdere på adressen lige ved den ydre ringvej i Aarhus, men i dag nærmer man sig hastigt 50 ansatte.

Fokus på hele businesscasen

Væksten afspejler sig også tydeligt i omsætningen. Således lød omsætningen i seneste regnskabsår på hele 682 millioner kroner og et resultat på 41 millioner – en markant stigning i forhold til året før med henholdsvis 412 og 21 millioner kroner.

– Den primære årsag til vores succes er, at vi har fokus på helheden og skaber merværdi for vores kunder. Vi ser ikke kun på den enkelte byggesag men på hele businesscasen lige fra den første spæde projekt-ide og frem til ibrugtagning og drift af bygningen, forklarer Carsten Raundahl.

Han lægger afgørende vægt på at komme ind meget tidligt i projekterne.

– På den måde kan vores rådgivning være med til at skabe merværdi for kunderne, i stedet for kun at fokusere på at begrænse omkostningerne. Nogle gange træder vi også ind som en mindre medinvestor og viser dermed, at vi står inde for vores ideer. Det har været en god forretning for os hidtil, for konjunkturerne har været med os. Og så har det naturligvis også været en god forretning for kunderne, siger han.

Rekruttering med arbejdsglæde

Den tidlige involvering betyder samtidig, at Raundahl & Moesby har tid til at sætte det rigtige hold til at styre projektet.

– Vores vækst betyder, at vi har haft mulighed for at tiltrække de rigtige nøglemedarbejdere. Vi tiltrækker dem, der virkelig har lyst til at tage ejerskab i processen, for arbejdsglæde er altafgørende i forhold til rekruttering og fastholdelse. Som byggeleder hos Raundahl & Moesby er man med i hele processen, og det giver en stor tilfredsstillelse. Jeg er overbevist om, at det er derfor, vi har så lav udskiftning blandt vores medarbejdere, fastslår direktøren.

Ingen omsætningsmål

Trods de høje vækstrater gennem de senere år har virksomheden ifølge Carsten Raundahl en defineret strategi om ikke at sætte mål for omsætningen.

– Det er vigtigt for os hele tiden at bevare overblikket, og vi investerer rigtig meget i forarbejdet til hvert eneste projekt. Vi må ikke vokse os større, end at vi altid kan overskue helheden. Overoptimisme er farlig for alle, for der skal kun en enkelt dårlig sag til at ødelægge glæden og resultatet fra ni gode sager, siger han.

Koncernen har haft kernefokus på boligprojekter, selv om man også har haft andre byggerier i gang – blandt andet Danske Banks jyske hovedsæde, AGFs nye klubhus og Skanderborg Administrationscenter.

– Vi er dog begyndt at flytte fokus lidt bort fra boligudviklingen, for det virker som om, at markedet her har nået toppen. Derfor vil vi i den kommende tid bruge flere ressourcer på at udvikle kontor-, detail- og andre erhvervsejendomme, siger Carsten Raundahl.

En større bid af Sjælland

Også geografisk har Raundahl & Moesby udvidet fokusområdet. Der er kommende eller igangværende projekter i for eksempel Horsens, Kolding, Vejle og Esbjerg, og sidste år stiftede koncernen et datterselskab, Raundahl & Moesby Øst, som har fokus på Hovedstadsområdet og det øvrige Sjælland.

– Markedet i København er lidt anderledes og præget af mange opgaver men også mange aktører. Derfor er det vigtigt at have organisationen solidt på plads. Det har vi nu, og efter at have gennemført mindre projekter er vi nu klar til vores første større sag på mere end 10.000 kvadratmeter, som vi regner med snart at kunne gå i gang med at bygge, slutter direktøren.

Som byggeleder hos Raundahl & Moesby er man med i hele processen, og det giver en stor tilfredsstillelse. Jeg er overbevist om, at det er derfor, vi har så lav udskiftning blandt vores medarbejdere.

Relateret indhold