Finansieringsmodel for metrostation måske fundet

Nu er det op til kommunerne, om de vil være med til at gennemføre Transportministeriets foreslåede finansieringsmodel.
Transportministeriet har nu foreslået en finansieringsmodel for den underjordiske metrostation, som Københavns og Frederiksberg Kommuner har ytret ønske om. Foto: Colourbox.
Transportministeriet har nu foreslået en finansieringsmodel for den underjordiske metrostation, som Københavns og Frederiksberg Kommuner har ytret ønske om. Foto: Colourbox.

Københavns og Frederiksberg Kommuner har over for Transportministeriet ytret ønske om, at den kommende metrostation i København på Ny Ellebjerg bygges underjordisk.

Imidlertid har man ikke kunnet opnå enighed om finansieringen, men nu har transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt præsenteret et forslag til en finansieringsmodel for projektet.

Nu skal vi sammen med de øvrige parter i Metro-samarbejdet, ikke mindst Københavns Kommune, kigge på det nye finansieringsforslag

Jørgen Glenthøj Borgmester, Frederiksberg Kommune

Der blev i 2014 indgået en principaftale om at anlægge og finansiere en metrolinje til Ny Ellebjerg via Sydhavn, hvorved Ny Ellebjerg bliver et væsentligt knudepunkt for den kollektive trafik i hovedstadsområdet med mulighed for omstigning mellem metro, S-tog og fjerntog.

Bedre omstigning

Aftalen forudsætter, at Ny Ellebjerg metrostation anlægges på terræn, og det kræver 615 millioner kroner ekstra at anlægge metrostationen under jorden.

Det vil dog give bedre omstigningsforhold for passagererne og bedre mulighed for en eventuel fremtidig videreførelse af metrolinjen til eksempelvis Frederiksberg.

– Vi har nu fundet en god model for, hvordan staten kan bidrage til at finde sin del af de 615 millioner kroner. Modellen går kort sagt ud på, at staten overdrager byggeretten for stationsområdet ved Ny Ellebjerg Station som et statsligt bidrag til finansieringen, siger Hans Christian Schmidt.

Gode byggemuligheder

Modellen indebærer, at der vil kunne anlægges et byggeri ovenpå stationen – eksempelvis et stationscenter. Det vil også være muligt at overveje et parker-og-rejs-anlæg og en fjernbusterminal.

– Metroen er en uhyre vigtig del af hovedstadens udvikling, og på Frederiksberg har vi et udtalt ønske om mere Metro. Derfor er jeg glad for besigtigelsen i dag og for, at der arbejdes videre med planerne for stationen på Ny Ellebjerg. Nu skal vi sammen med de øvrige parter i Metro-samarbejdet, ikke mindst Københavns Kommune, kigge på det nye finansieringsforslag, siger Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj.

De foreløbige undersøgelser viser, at en sådan byggeret er minimum 250 millioner kroner værd. En række forudsætninger skal være opfyldt for, at projektet kan realiseres, herunder at det nødvendige plangrundlag tilvejebringes, ligesom en række byggetekniske forhold skal belyses nærmere.

Relateret indhold