Salgsprisen for villaer og rækkehuse er steget med 5 % fra november 2023 til november 2024, og den gennemsnitlige salgspris på et hus ligger nu på 17.671 kroner pr. m2.
Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.
Ligeledes er huspriserne steget i alle regioner, og her har Region Hovedstaden har haft den største stigning på 6,2 %, mens Region Nordjylland har den mindste stigning på 2,8 %.
Huspriserne stiger igen. Nærmer sig toppriserne i 2022
– Vi ser pæne stigninger i alle regioner, hvor ingen skiller sig ud med meget store eller små ændringer, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
– 2024 har været et år uden de helt store kriser som corona, energikrise eller økonomisk krise, som har påvirket markedet de seneste år. Samtidig er renterne faldet, og det har skubbet til den udvikling, der har været i gang siden februar 2023, hvor huspriserne ramte et lavpunkt og begyndte at bevæge sig op igen, forklarer hun.
Det største prishop
Ejerlejlighederne er den boligtype, der har taget det største prishop i år. Her er salgsprisen steget med 6,2 % på landsplan fra november 2023 til november 2024, og den gennemsnitlige lejlighed koster nu 36.588 kroner pr. m2.
Region Nordjylland står for den største stigning på 12,6 %, mens Region Syddanmark som den eneste region har haft et prisfald på 1,7 % i samme periode.
Økonom: Nybyggeriet ser ud til at gøre comeback
– Ejerlejlighederne fik en forsigtig start på året pga. de nye boligskatter og usikkerheden om, hvad det ville få af betydning for køberne. Set i det lys har lejlighederne klaret sig virkelig godt i år. De stabile forhold og faldende renter, der også har påvirket huspriserne, har helt klart også været en fordel for ejerlejlighederne, siger Birgit Daetz.
Det var ikke en døgnflue
Også sommerhuspriserne er steget i år med en salgsprisstigning på landsplan på 3,1 %.
Indekset viser stigninger i alle regioner, og at et sommerhus nu i gennemsnit koster 23.263 kroner pr. m2:
– I starten af coronaårene, hvor sommerhusene blevet revet væk fra hylderne, overvejede vi, om det var en døgnflue. Bliver vi trætte af sommerhuse, bliver markedet mættet? Men det er ikke sket. Vi fortsætter med at købe sommerhuse, og vi betaler også gerne mere for dem, siger Birgit Daetz.