Det bliver Henrik Rydiander, der skal løfte Ishøj Hegn til næste niveau. Han tiltræder som ny administrerende direktør for hegnsvirksomheden, der har specialiseret sig i hegn, områdesikring og adgangskontrol.
– Bestyrelsen er overbevist om, at vi med Henrik Rydiander har fundet den rette person til at fastholde Ishøj Hegns gode værdier samt stå i spidsen for at implementere den kommercielle vækststrategi, siger bestyrelsesformand Peter Sørensen om ansættelsen.
Henrik Rydiander afløser Peter Salung Bagger, der har ønsket at søge nye udfordringer. Han stod fra 2016 i spidsen for at modernisere og effektivisere virksomhedens arbejdsgange, forretningsprocesser og montagemetoder samt flytte hele virksomheden til et nyt, moderne domicil i Ishøj.
Grundlaget er på plads
Dermed er der også et godt grundlag for at videreudvikle virksomheden, vurderer bestyrelsen – og den nye direktør.
– Ishøj Hegn står stærkt både forretnings- og værdimæssigt, men vi skal også finde nye veje til øget vækst, siger Henrik Rydiander og fremhæver:
– Hos Ishøj Hegn lægger vi vægt på kvalitet og godt håndværk. Og vi har et stærkt team af dygtige kræfter og ildsjæle med forskellige faglige baggrunde og personligheder, siger Henrik Rydiander.
Bred erfaring
Henrik Rydiander kommer fra en stilling som CEO hos Adapteo, hvor de primære opgaver omhandlede vækst af top- og bundlinje samt udvidelse af den markedsledende position.
Derudover har han tidligere arbejdet med salg og bestridt en række ledende roller, blandt andet som administrerende direktør for DEKO Indien, samt COO for DEKO’s globale forsyningskæde.
Han har, udover en HD i management og forandringsledelse, en uddannelsesmæssig baggrund som tømrer, hvilket har givet ham en praktisk bygge-erfaring.
Henrik Rydiander træder derfor ind i stillingen med et bredt kendskab til byggeri og montage og betydningen af en effektiv værdikæde, lyder vurderingen af den nye administrerende direktør.