I 1975, da Jørgen Petersen og Gunnar Enemærke begyndte at lægge tage på typehuse og byejendomme, var byggeriet et håndværk i klassisk forstand, hvor materialer blev hentet hjem til opgaven, arbejdet blev udført på stedet, og den største forandring i hverdagen var vejret.
50 år senere er virkeligheden en anden både for branchen og for Enemærke & Petersen.
I dag er virksomheden en af landets mest erfarne entreprenører, hvor håndværket stadig er kernen, men det er forankret i en mere industriel tilgang til byggeri, hvor data, planlægning og myndighedskrav fylder lige så meget som selve udførelsen.

Enemærke & Petersen vinder renovering til 378 millioner
– Vi er vokset op med, at byggeriet hele tiden forandrer sig, og vi har gjort en dyd ud af at tilpasse os. I dag handler opgaven ikke kun om at levere godt håndværk, men om at navigere i et landskab af skærpede bæredygtighedskrav, dokumentation og logistik.
– Det kræver, at vi tænker som både entreprenør, producent og udviklingspartner, fortæller adm. direktør Troels Aggersbo.
Ny viden frem for prestigeprojekter
Direktør forklarer, at en del af svaret er at investere i ny viden bl.a. gennem erhvervs-ph.d.’er, der forsker i alt fra kulturmekanismer på byggepladsen til balancen mellem pris og kvalitet.

Han tilføjer, at målsætningen for entreprenørvirksomheden ikke er akademiske prestigeprojekter, men en direkte investering i at drive forretningen smartere og skabe bedre samarbejder – både i egen organisation og med hele værdikæden, f.eks. via partnerskaber.

E&P får flere ph.d.-studerende: Skaber stor værdi for bygherre
Troels Aggersbo vurderer, at tilgangen har spillet en afgørende rolle i at give virksomheden en stærk position inden for netop strategiske partnerskaber med offentlige og almene bygherrer, hvor de langsigtede samarbejder skaber både forudsigelighed og udviklingsrum.
Gode muligheder i skærpede klimakrav
Ifølge direktøren vil der komme flere renoveringsopgaver, og her kan udviklingen i LCA og øvrige myndighedskrav ved nybyggeri blive en gamechanger, lyder vurderingen:
– Når det bliver dyrere og mere restriktivt at bygge nyt, har vi en forventning om, at flere private bygherrer vil allokere flere ressourcer til renovering af deres portefølje frem for hovedsageligt at opgradere den med nybyggeri. Og det spiller direkte ind i vores største styrke: 50 års specialisering i komplekse renoveringsopgaver, siger Troels Aggersbo.

E&P skal opføre nybyggeri til over en kvart milliard
Enemærke & Petersen ser udviklingen med skærpede klimakrav og dokumentationspligt, der gradvist ændrer forudsætningerne for i særdeleshed nybyggeri, som en mulighed for at bringe deres erfaringer fra det almene byggeri ind i nye typer samarbejder.
Ambitionen er at kombinere virksomhedens industrielle tilgang og dokumenterede logistikstyrke med den fleksibilitet og detaljeforståelse, som komplekse renoveringer kræver, uanset om bygherren er et alment boligselskab, en offentlig institution eller en privat ejendomsinvestor:
– Vi ser ikke vores jubilæum som en milepæl, hvor vi stopper op. Tværtimod er det en anledning til at se frem. Vi vil fortsat udvikle partnerskaber, levere på de skærpede krav og ikke mindst vise, at fremtidens byggeri i lige så høj grad handler om at forny det, der allerede står, som at bygge nyt, siger Troels Aggersbo.