Entreprenør rykker ind i Aarhus

VAM åbner nyt Aarhus-kontor for at være endnu tættere på kunderne.
Adm. direktør Allan Hougaard (tv) sammen med teknisk direktør Jens Brøndum foran VAMs nye Aarhus-kontor på Rosbjergvej i Brabrand. Pressefoto.
Adm. direktør Allan Hougaard (tv) sammen med teknisk direktør Jens Brøndum foran VAMs nye Aarhus-kontor på Rosbjergvej i Brabrand. Pressefoto.

Den østjyske entreprenørvirksomhed VAM har mere end 65 år på bagen, hvor de har udført entreprenør- og anlægsarbejde. Hovedkontoret ligger i Vester Alling lidt øst for Randers. VAM rykker nu ind med kontor i Aarhus, men hovedkontoret vil fortsat ligge i Vester Alling.

– Vi har stor respekt for virksomhedens rødder og gamle relationer. Men vi vil være nærmere flere af vores gode kunder og samarbejdspartnere, og dem har vi rigtig mange af i hele Midtjylland – fra Djursland, Aarhus, Silkeborg og Horsens, til Vejle og Billund. Derfor giver det rigtig god mening at udvide med et Aarhus-kontor tæt ved E45-motorvejen, fortæller administrerende direktør Allan Hougaard.

Nye muligheder i Aarhus

I slutningen af 1980’erne begyndte VAM at få jord- og kloakprojekter i Aarhus for forskellige byggeentreprenører. I 1990’erne blev Aarhus virksomhedens vigtigste marked. Gennem de sidste 35 år har VAM’s marked i Aarhusområdet udviklet sig yderligere. Udvidelsen sker derfor som et naturligt og velovervejet skridt i virksomhedens vækststrategi samtidigt med, at flere af kunderne befinder sig længere sydpå.

Aarhus-kontoret er bygget i egenproduktion.

– Det er en anderledes opgave, end vi er vant til, fordi det er en byggeopgave over jorden udført i totalentreprise. VAM er primært vant til at udføre anlægsarbejder i hovedentreprise, så det har været en ny proces for vores medarbejdere. Det kræver et godt overblik at arbejde i totalentreprise. Her har vi selv varetaget byggestyring, projektering og myndighedsbehandling, samt udført jord, kloak, beton- og belægningsarbejde i egenproduktion, og haft underentreprenører til at udføre de resterende fag, siger teknisk direktør Jens Brøndum.

Det nye Aarhus-kontor får også en vigtig intern funktion, da logistik er en meget vigtig faktor for VAM. Virksomhedens serviceafdeling fragter rigtig meget materiel frem og tilbage fra projekter. Et Aarhus-kontor med plads til opbevaring af materiel, hjælper virksomheden på de store afstande, når materiel skal fordeles og fragtes syd- og vestover. Dertil rummer Aarhus-kontoret en stor servicehal med plads til materiel, velfærdsfaciliteter, kontor- og mødefaciliteter samt udendørs vaskeplads til materiel.

I VAM tror man på fremtiden, og derfor investerer man i forretningen. Med Aarhus-kontoret følger også en ny funktion, som skal skabe nærhed samt varetage, servicere og udvikle deres marked yderligere i, omkring og syd for Aarhus.

VAM har nu kontorer i Aarhus, Vester Alling, Randers og Ebeltoft. VAM beskæftiger 140 medarbejdere.

Vi har stor respekt for virksomhedens rødder og gamle relationer. Men vi vil være nærmere flere af vores gode kunder og samarbejdspartnere, og dem har vi rigtig mange af i hele Midtjylland…

Relateret indhold