Om dommen
- Papiruld Danmark er af Højesteret blevet dømt for at overtræde markedsføringsloven ved at bruge en lang række udsagn, som retten har fundet er udokumenterede, vildledende og utilbørlig markedsføring. Foruden miljø og brandmodstand omfatter det blandt andet emnerne genanvendelighed, arbejdsmiljø og isoleringsevne.
- Det er første gang i dansk retspraksis, at Højesteret tager stilling til dokumentationskrav ved sammenlignende reklame og miljømarkedsføringsudsagn, som dem Papiruld Danmark har anvendt.
Papiruld Danmark A/S må hverken markedsføre sit produkt som miljørigtigt eller lige så brandsikkert som stenuld. Det er konklusionen, efter at Højesteret den 30. april 2015 stadfæstede en tidligere dom fra Sø- og Handelsretten i en sag mellem Rockwool Danmark og Papiruld Danmark om vildledende markedsføring. Sagen omhandler blandt andet udokumenterede miljøudsagn, hvilket gør dommen til den første af sin slags omhandlende greenwashing i Danmark.
Hos Rockwool Danmark er der tilfredshed med dommen, da den er af helt principiel karakter.
Vi mener, at det er vigtigt, at man som forbruger kan have tillid til, at virksomheders markedsføring er korrekt, og at udsagn kan dokumenteres. Det gælder markedsføringen fra alle virksomheder – store som små og inden for alle brancher, siger Lars Hørberg, marketingdirektør i Rockwool Danmark.
Han mener, at det er et problem ikke mindst i byggebranchen, hvor bæredygtighed og miljø er blevet væsentlige salgsparametre.
– Vi er tilfredse med, at Højesteret nu har pålagt Papiruld Danmark at stoppe deres vildledende markedsføring. Vi håber, at dommen kan være med til at sætte en stopper for den udokumenterede markedsføring, der i de seneste år har præget dele af isoleringsbranchen, fortsætter han.
Vigtigt med dokumentation
Afgørelsen i Højesteret hilses også velkommen af Dansk Byggeri.
– Det er vigtigt, at håndværkere og entreprenører kan rådgive deres kunder samt anvende de forskellige byggematerialer på et oplyst og korrekt grundlag. I sidste ende handler det om at beskytte forbrugerne mod vildledende markedsføring, så de ikke køber katten i sækken, siger direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri og refererer blandt andet til en sag, hvor de populære MgO-vindspærreplader har vist sig at give fugtskader, en risiko, som ikke fremgik af dokumentationen for produktet.
– Byggeriet har desværre med eksempelvis sagen om de våde MgO-vindspærreplader konstateret betydningen og konsekvenserne af mangelfuld dokumentation på den hårde måde. Det er derfor Dansk Byggeris mening, at det er helt afgørende, at producent- og leverandørvirksomheder har dokumentation for de informationer, de oplyser om deres produkter, siger Michael H. Nielsen.
Analyse af dommen
Hos Papiruld Danmark A/S, der er den dømte part i sagen, opfattes striden af administrerende direktør Claus Skov som “elefantens kamp mod musen”.
Samme dag som dommen blev afsagt valgte Papiruld Danmark A/S at lancere et nyt produkt. Det kan dog ikke fjerne opmærksomheden fra dommen, og Claus Skov lægger ikke skjul på, at sagen har været en udfordring for den lille virksomhed.
– Vi har brugt mange ressourcer både på at føre retssagerne og at indhente den fornødne dokumentation. Men nu har Højesteret truffet en afgørelse, og den vil vi analysere nøje og så fortsætte vores innovative tilgang til markedet og blive ved med at forny os, slutter Claus Skov.