Danske særkrav til fugtisolering skaber lukket fest på broerne

Det store danske marked for fugtisolering af betonbroer er så godt som umuligt at komme ind på for leverandører, som ikke allerede er inde i varmen. Vejen til godkendelse går via danske særkrav, som kun to leverandører opfylder.
Rådgiverne har ifølge Eurotag Danmark ikke incitament til at afprøve løsninger, der ikke allerede er godkendt, når danske broer skal fugtisoleres. Pressefoto.
Rådgiverne har ifølge Eurotag Danmark ikke incitament til at afprøve løsninger, der ikke allerede er godkendt, når danske broer skal fugtisoleres. Pressefoto.

Danmark er kendt som et land med mange broer, og det offentlige marked for renovering og vedligeholdelse af broerne er ganske omfattende. Alene Vejdirektoratet og Banedanmark råder tilsammen over cirka 4.700 broer, og hertil kommer de hundredvis af broer, som Danmarks 98 kommuner disponerer over.

Imidlertid har fugtisolering af danske broer hidtil været en særdeles lukket fest for leverandørernes vedkommende, idet kun to danske leverandører har fået godkendt deres produkter til fugtisolering af de gængse typer I, IVa og IVc. Det skriver Eurotag Danmark i en pressemeddelelse.

Det forekommer underligt, at man i Danmark stiller nogle helt særlige krav, som ikke stilles andre steder. Det gør det svært, for ikke at sige umuligt, for en lang række producenter at være med på lige vilkår.

Peter Kranz Adm. direktør, Eurotag Danmark

Snævre regler

Det fremgår af de såkaldte vejreglers udbudsskrivelse om Betonbro-fugtisoleringssystemer AAB-bilag fra 1. september 2015, som Vejregelrådet, der er øverste myndighed på området, står bag. Blandt deltagerne i Vejregelrådet er Vejdirektoratet, og rettelser til vejreglerne udformes i konsensus af arbejdsgrupper bestående af repræsentanter fra interessentgrupper såsom bygherrer, rådgivere, leverandører, entreprenører og brugere.

I praksis betyder godkendelsen i vejreglerne, at kun de pågældende produkter tages i betragtning ved de nævnte fugtisoleringsarbejder på danske broer.

– I virkeligheden er det meget enkelt: Når vi rådgiver kommuner, følger vi vejreglerne, som beskriver præcist, hvilke krav der gælder. Afviger man fra disse regler, skal man håndtere godkendelsen af individuelle løsninger i hvert enkelt tilfælde, og det ville være alt for ressourcekrævende, siger projektleder og chefkonsulent Bjørn Nordgaard Lassen fra Rambøll, som bl.a. rådgiver Københavns Kommune om vedligeholdelsen af kommunens broer.

Svært at være med

Hos leverandøren Eurotag Danmark vækker det undren, at kun to danske leverandører formår at komme igennem nåleøjet til hovedparten af opgaverne på det store danske fugtisoleringsmarked. Virksomhedens Derbigum-membraner til fugtisolering har således opnået godkendelse i Schweiz såvel som Norge, hvor vejrforholdenes belastning af vejbelægningen ifølge virksomheden er langt hårdere end i Danmark.

– Det forekommer underligt, at man i Danmark stiller nogle helt særlige krav, som ikke stilles andre steder. Det gør det svært, for ikke at sige umuligt, for en lang række producenter at være med på lige vilkår, siger Eurotag Danmarks adm. direktør, Peter Kranz.

Han nævner som eksempel, at man i Danmark kræver, at produkterne skal kunne nedfryses til minus 25 grader og derefter bøjes 180 grader uden at knække. Det krav stilles hverken i Norge eller Schweiz.

Derfor glæder det også Peter Kranz, at Vejdirektoratet har meldt ud, at man inden for den nærmeste fremtid vil give de pågældende godkendelseskrav et eftersyn.

Adm. direktør i Eurotag Danmark, Peter Kranz, glæder sig over at Vejdirektoratet har meldt ud, at man inden for nærmeste fremtid vil give de pågældende godkendelseskrav et eftersyn. Pressefoto.
Adm. direktør i Eurotag Danmark, Peter Kranz, glæder sig over at Vejdirektoratet har meldt ud, at man inden for nærmeste fremtid vil give de pågældende godkendelseskrav et eftersyn. Pressefoto.

Relateret indhold