Dansk vinduesproducent delvist opkøbt

Konkurrencemyndighederne har nu godkendt østrigske IFN Holdings opkøb af 75 procent af aktierne i den vestjyske vinduesfabrik Kastrup A/S.
Kastrup A/S har indgået en godkendt aftale om delvist salg af virksomheden til østrigske IFN. Foran hovedkvarteret i Holstebro ses administrerende direktør Lasse Kastrup flankeret af (tv) Johann Habring, CFO, IFN Holding AG, og Stephan Kubinger, indehaver af IFN Holding. Foto: Bent Tilsted.
Kastrup A/S har indgået en godkendt aftale om delvist salg af virksomheden til østrigske IFN. Foran hovedkvarteret i Holstebro ses administrerende direktør Lasse Kastrup flankeret af (tv) Johann Habring, CFO, IFN Holding AG, og Stephan Kubinger, indehaver af IFN Holding. Foto: Bent Tilsted.

Kastrup A/S kalder det selv for virksomhedens største ekspansion, efter 75 procent er blevet opkøbt af IFN Holding fra Østrig. Årsagen skal findes i, at den vestjyske vinduesproducent kan fortsætte med produktnavnet Kastrup – og at der samtidigt åbnes nogle døre til et større eksportmarked.

– Det er et stort øjeblik for os. Ved at blive linket til en af de største producenter i Europa af vinduer og døre, får Kastrup adgang til et internationalt marked, som er vanskeligt at opdyrke på egen hånd. Vi får finansiel styrke til at kunne begå os og samtidig et rygstød i form af IFN’s produktnavn Internorm, der er markedsledende i Centraleuropa, siger administrerende direktør Lasse Kastrup i en pressemeddelelse.

Vi skal fortsat producere Kastrup vinduer og døre på vores fabrikker i Vestjylland.

Lasse Kastrup Administrerende direktør i Kastrup A/S

Han lægger vægt på, at østrigerne ikke har intentioner om at opsluge Kastrup som brand og selvstændigt produkt.

– Vi skal fortsat producere Kastrup vinduer og døre på vores fabrikker i Vestjylland. Men sammen med Internorm får vi nu stærke muligheder for at researche og udvikle kvalitetsprodukter over en længere tidshorisont. Produkter, der både modsvarer og udfordrer fremtidens krav til klima, komfort og design, siger Lasse Kastrup.

Udveksle know-how

Blandt de internationale markeder er han især spændt på at få adgang til Storbritannien med IFN og Internorm som løftestang.

– Det britiske marked for vinduer og døre er i kraftig vækst, og langt de fleste englændere hælder til den nordeuropæiske smag for udadgående vinduer, som vi producerer. Sammen med IFN skal vi udnytte østrigernes salgsapparat og markedsposition til at blive mere internationale, siger Lasse Kastrup, der fortsat ejer 25 procent af Kastrup A/S.

Johann Habring, administrerende direktør i IFN Holding, ser også synergi for østrigerne i partnerskabet med den danske producent.

– Kastrup er et stærkt, regionalt brand, som kan lede os ind på det danske og nordiske marked og udvide vores produktportefølje med udadgående vinduer og skydedøre. Vi får desuden et større kvalitetssortiment at tilbyde det britiske marked. Først og fremmest ser jeg frem til at udveksle produkt- og markedsmæssig know-how med Kastrups dygtige medarbejdere, siger Johann Habring.

Relateret indhold