Thomas Leth, der startede sin karriere hos den globale aktør inden for badeværelses- og køkkenbranchen, Hansgrohe, i Danmark tilbage i 1999, får nu større internationalt ansvar i koncernen.
Siden han i 2009 blev adm. direktør for Danmark og Norge, har han siden også fået ansvaret for Norden i 2016 og for de baltiske lande i 2022.
Fra 1. august 2023 får Thomas Leth en endnu mere central rolle i Hansgrohe Group, da han forfremmes til Head of Sales North Europe, PL & CS. Det betyder, at han fremover også bliver ansvarlig for Polen, Tjekkiet og Slovakiet. Dermed får han det overordnede ansvar for 11 meget forskellige lande.
– I Nord- og Østeuropa er Hansgrohes markedsposition i de enkelte lande meget forskellig, og der er stor variation i markedernes krav og ønsker til produkter og funktionalitet. Samtidig har landene også flere fælles træk, og vi kan derfor drage nytte af fælles strategiudvikling, synergier og tiltag på tværs af landegrænserne. Det ser jeg meget frem til at dykke endnu dybere ned i, siger han.
Yderligere salgsansvar
I samme forbindelse bliver Hansgrohes nuværende salgschef i Danmark, Dan Rosendal, forfremmet til Regional Sales Manager Denmark & Norway.
Han startede sin karriere hos Hansgrohe Danmark i 2016, og har siden haft en vigtig rolle i udviklingen af virksomhedens markedsposition og succes på det danske marked. Fremover får han det overordnede regionale salgsansvar for både Danmark og Norge, inkl. Island og Færøerne.
Thomas Leth og Dan Rosendal vil begge fortsat have base på det danske kontor i Hasselager ved Aarhus.