Dansk Byggeri: Skift fokus i energipolitikken

Der er en manglende politisk fokus på energieffektivitet i vores bygninger, og det vil koste ordrer og dermed arbejdspladser, mener Dansk Byggeri.
Michael H. Nielsen er direktør i Dansk Byggeri. Pressefoto.
Michael H. Nielsen er direktør i Dansk Byggeri. Pressefoto.

Danmark er kendt for at være et foregangsland på energiområdet. Men måler man på FN’s bæredygtighedsmål, gør vi det dårligere end lande som Sydkorea og Slovenien. Og vi overgås af alle vores nordiske søsterlande. Det skriver Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.

– I Danmark bør vi være i front, når det handler om at udvikle innovative løsninger, der sikrer, at vi kan bruge energien i vores bygninger effektivt. Vores virksomheder og forskere skal kunne levere løsninger, der kan hjælpe andre lande til at nå FN’s verdensmål om bæredygtig energi. Det kræver at politikerne prioriterer energieffektivitet højere, ikke mindst i vores bygninger, hvor potentialerne er store. Ellers løber andre lande med knowhow og dermed med ordrerne, siger Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.

Samlet set halter Danmark bagefter i forhold til alle de andre nordiske lande. Vi har en plads som nummer15 blandt OECD-lande, mens Island, Norge og Sverige indtager de første tre pladser.

– Der er ingen grund til, at Danmark ligger og roder så langt nede på listen. Vi har potentiale til at kravle højere op, når det handler om at nå FN’s verdensmål for bæredygtig energi, siger Michael H. Nielsen.

Mogens Lykketoft enig

Tidligere formand for FN’s generalforsamling, Mogens Lykketoft deler Dansk Byggeris bekymring.

– Det er helt rigtigt, når Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri peger på det urimelige i, at Danmark sakker bagud, når det gælder energieffektivitet i bygninger. Vi kan på dette, som på andre punkter, gøre langt mere for at leve op til FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Det skal vi gøre, fordi det er rigtigt at spare på energien, samtidig med at vi fortsat hurtigt øger andelen af vedvarende energi i vores egen forsyning. Ved at stille høje krav til os selv kan vi styrke de danske arbejdspladser, der er gode til at levere bæredygtige løsninger til resten af verden. Det er vejen til mange nye varige danske arbejdspladser, siger Mogens Lykketoft.

Mogens Lykketoft mener, at vi i Danmark skal gentage fortidens triumfer på sundheds- og medicinområdet og på vindmølleområdet, når det gælder fremtidens bæredygtige produkter og teknologier.

– Ved at stille høje krav til, hvad der skulle leveres til henholdsvis folkesundhed og vedvarende energi, skabte vi grundlaget for danske virksomheder, der leverer bæredygtige produkter og teknologier hele kloden rundt. Nøl på kravene til bæredygtighed værner ikke dansk beskæftigelse. Tværtimod. Det berøver os chancer, som er lige til at samle op, siger den tidligere formand for FN’s generalforsamling.

Når virksomheder, beslutningstagere, eksperter og andre samles til Dansk Byggeris årsdag den 24. april, vil statsminister Lars Løkke Rasmussen, Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, og tidligere formand for FN’s generalforsamling Mogens Lykketoft give deres bud på, hvordan Danmark kommer nærmere FN’s verdensmål om bæredygtig energi.

Relateret indhold