Dansk bygge-app hyldet for eksportsucces

Firma bag den mest downloadede bygge-app i Norden, Dalux, blev tirsdag hædret af udenrigsministeren for deres internationale ekspansion.
Kristian Jensen (i midten) hylder den danske bygge-app fra Dalux. Til højre er det Dalux-direktør Torben Dalgaard.
Kristian Jensen (i midten) hylder den danske bygge-app fra Dalux. Til højre er det Dalux-direktør Torben Dalgaard.

Den danske virksomhed Dalux blev tirsdag hyldet af Udenrigsminister Kristian Jensen (V), da de fik overrakt Vitus-prisen ved Dansk Eksportdag 2016.

– Jeg er meget tilfreds med, at vi har bidraget til at kick-starte eksporteventyret for Crysberg og Dalux, som jeg i dag har givet VITUS-prisen. Alt for få af de små- og mellemstore danske virksomheder eksporterer, og netop derfor skal vi arbejde målrettet på at hjælpe SMV’erne ud på eksportmarkedet. Eksporten gavner ikke bare de enkelte VITUS-virksomheder – det bidrager til vækst, jobs og velstand i hele Danmark, sagde Kristian Jensen (V).

Det er hård grundforskning, som danner kimen til vores succes.

Stifter Torben Dalgaard Dalux

Ved at have deltaget i Eksportrådets eliteprogram Vitus, har Dalux på under et år fået bragende succes med deres BIM-værktøj – IT-platform, der viser byggeprojekter i 3D. De har den mest downloadede bygge-app i Norden og særligt i Norge har Dalux fået rigtig godt fat i markedet. Her er der indgået kontrakter med fem af de ti største aktører på markedet, hvilket har medført, at de nu har åbnet et salgskontor i landet.

Et par løsninger i verden

I Danmark og Norge er 3D-tegninger et krav for større byggerier, hvilket ifølge Dalux” stifter har været et godt afsæt – ikke mindst fordi deres IT er en blandt kun to-tre løsninger i verden.

I dag har Dalux kunder i ti lande og sigter efter at være et globalt firma inden for tre år.

– Norge har været en bragende succes. Byggebranchen er kendt for at være meget lidt digitaliseret, og når firmaer sparer 30 procent af tiden brugt på kontrol ved at bruge vores 3D-software, så giver det opmærksomhed, siger CEO og stifter af Dalux, Torben Dalgaard, som tilføjer:

– Vores kerneteknologi har patent pending status i Europa og USA, hvilket er nødvendigt, da vi på sigt skal operere på det amerikanske marked. Vi har en helt unik viden, som bare ikke findes så mange steder i verden. Det er hård grundforskning, som danner kimen til vores succes, lyder det yderligere fra Dalgaard.

Vitus-prisen uddeles af Udenrigsministeriet til de virksomheder, der bedst har formået at ekspandere globalt over de 12 måneder, som eliteprogrammet varer.

Sådan brugte Dalux Udenrigsministeriet til at få succes:

For 86.721,25 kroner fik Dalux 265 timers rådgivning fra en erfaren eksportrådgiver. Via et solidt lokalt sektorkendskab og netværk samt kendskab til muligheder og faldgruber hos den danske ambassade i Norge fik Dalux adgang til det norske marked.

Relateret indhold