Centerudvidelse og ny arkade

Holstebro vil udvikle byens handelsliv med en stor centerudvidelse og etablering af en arkade.
Nørreport Centret skal i første omgang udvides med 4-5.000 kvm.
Nørreport Centret skal i første omgang udvides med 4-5.000 kvm.

Handelslivet i Holstebro skal udvikles, og nu har byrådet valgt i hvilken retning ud fra to forskellige og markante oplæg. Valget faldt på forslaget, der omhandler en markant udvidelse af Nørreport Centret og et løft til den sydlige del af Nørregade ud mod Enghaven.

– Vi står med et unikt forslag om udviklingen af to centrale dele af vores meget attraktive handelsby. Det er et enigt byråd, der står bag beslutningen, og det kommer til at give genlyd, når vi inden for en overskuelig fremtid kan se Nørreport Centrets udvidelse, og der bliver etableret en arkade mellem en del af Nørregade og ud til Enghavens p-plads med plads til specialbutikker, detailhandel og cafeer, siger borgmester i Holstebro Kommune, H.C. Østerby.

24.000 kvm

Det er Dades og Braaten+Pedersen, der indgår et nyt samarbejde og står bag udvidelsen af Nørreport Centret, der ønsker en ny og stærk forbindelseslinje til Nørregade, som kan integrere center og by.

Den langsigtede vision for Nørreport er at udvide til cirka 24.000 kvm. Den første fase rummer renovering og udvidelse med 4-5.000 kvm, som giver plads til nye butikker. Dertil kommer en 5-sals biograf og mere end 10 nye udvalgsvarebutikker og restauranter. Udvidelsen skal ske hen over parkeringsarealet bag Nørreport Centret og Nørregade.

Ideen med udvidelsen af Nørreport Centret er at skabe bedre forhold for kunder og butikker og ikke mindst at styrke den kommercielle forretning og integration med byen.

Med planerne for Nørreports udvikling kan Holstebro fastholde sin dominerende position som et kraftcenter inden for handel.

Det videre forløb for både Nørreport Centret og arkaden består nu i, at der skal udvikles detaljerede projektplaner, inden det egentlige arbejde med at udforme lokalplan kan gå i gang.

Relateret indhold