Byggepladser kan ikke ligge hen på ubestemt tid, men skal bebygges inden for et år. Det fremgår af et svar fra transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) til Merete Dea Larsen (DF).
Ministeren henviser til, at det af Byggeloven fremgår, at en byggetilladelse bortfalder, hvis arbejdet, som tilladelsen omhandler, ikke er påbegyndt inden for ét år fra tilladelsens udstedelsesdato.
– Kommunalbestyrelsen har dog mulighed for at kræve, at en bebyggelse, herunder en bebyggelse under opførelse, og dens omkringliggende områder, spærres og rømmes, hvis der på grund af mangler ved ejendommen opstår fare for ejendommens brugere eller andre, noterer ministeren.
Sømmelig stand
Samtidig understreges det, at det af Byggeloven fremgår, at ejendomme, herunder ubebyggede arealer, skal holdes i sømmelig stand.
– Sømmelig stand omhandler ejendommes ydre fremtræden og skal defineres efter bebyggelsens eller den ubebyggede grunds beliggenhed. Der kan dermed stilles større krav til betingelsen om sømmelig stand, hvis bebyggelsen er beliggende på eksempelvis et hovedstrøg, forklarer Ole Birk Olesen.
Vestre Landsret har ifølge ministeren tidligere taget stilling til, hvad der forstås ved sømmelig stand. I afgørelsen var blandt andet byggemateriale henlagt på en sådan måde, at arealerne ikke var holdt i en sømmelig stand under hensyn til ejendommens beliggenhed.