Forretningen går godt hos Bravida Danmark. I sit seneste kvartalsregnskab øgede installations- og servicevirksomheden både top- og bundlinjen, ligesom ordrebeholdningen steg med 78 pct.
Faktisk går forretningen så godt, at teknikentreprenøren har valgt at lancere et nyt forretningsområde, som de forventer at ansætte 30 teknikere til inden årets udgang. Afdelingen, der vil have base i Østdanmark, skal have fokus på fiberinfrastruktur.

”Helt efter planen”: Bravida Danmark øger top- og bundlinje og har langt flere ordrer i bogen
Satsningen hænger sammen med, at Bravida i forvejen løser opgaver inden for infrastruktur, f.eks. langs jernbaner, motorveje og energianlæg, fortæller direktør for afdelingen EL-NET, Søren Hoier.
– Igennem flere år har vi set, at fiberinstallationer tit hænger sammen med de projekter, vi laver. Dem ønsker vi i højere grad at lave selv. Når vi i forvejen er der og skruer store ledninger sammen eller laver sporskifter, er vi halvvejs inde i det allerede, siger Søren Hoier og fortsætter:
– Der ligger en naturlig sammenhæng med de opgaver, vi løser i forvejen. Nogle gange er de allerede en del af scopet og ligger lige til højrebenet. Det er også en fordel, når vi i forvejen har indhentet sikkerhedsgodkendelser.

Efter et år som Bravida-direktør: Vi vinder margin, men vores ansvar rækker længere end bundlinjen
Et ambitiøst ryk
Bravida har tidligere lavet lokale fiberløsninger af mindre omfang og kompleksitet, f.eks. hos private, men etableringen af den nye afdeling gør det ifølge Søren Hoier muligt at lave større og mere komplekse løsninger:
– Vi ønsker at satse større på det og udnytte de opgaver, der ligger rundt omkring i forretningen. Med lanceringen har vi kompetencerne samlet ét sted og kan støtte kolleger rundt om i landet med erfaring og udveksling af kompetencer.

Konkret går Bravida Danmark fra at have en håndfuld fiberteknikere på Sjælland tilknyttet til altså at have op mod 30 fiberteknikere.
– Vi tager et ambitiøst ryk mod en stærk og solid fiberorganisation. Det starter på Sjælland, men med planer om at brede det til kolleger rundt omkring i landet, siger Søren Hoier.
Kalder på højere kompetencer
Adspurgt om, hvordan fremtidsudsigterne for markedet for fiberinfrastruktur ser ud, lægger Søren Hoier vægt på, at man ser et stigende behov for større dataoverførsler ved tekniske installationer.
– Markedet for fiberløsninger til private er stort set stagneret, så det er ikke dér, vi ser en plads i fibermarkedet for os. Til gengæld ser vi en øget digitalisering af de installationer, vi laver: øget behov for styring og regulering af højspændingsanlæg, jernbaneinstallationer og så videre. Det kræver mere data og altså fiberinstallationer, siger Søren Hoier og konkluderer:
– Det kalder på højere kompetencer inden for fiberverdenen.

Bravida åbner kontor i lufthavnen: De bedste samarbejder bygger på tillid, og det kræver tilstedeværelse
Netop derfor tror Søren Hoier på, at Bravidas nye satsning på fiberinfrastruktur har et stort potentiale:
– Vi har ikke sat nogen øvre grænse for det fulde potentiale. Vi tror ikke, at det slutter ved de 30 mand. Vi er slet ikke i tvivl om, at der er et marked for os inden for fiberverdenen.
Martin Skov, der har en baggrund som afdelingschef i Eltel Danmark, skal lede den nye afdeling.