Boligmangel truer i populære byområder

Tilflytningen mod Danmarks 10 mest populære kommuner øges, og i de største byer kan boligbyggeriet ikke holde trit efterspørgslen. Det viser en ny analyse fra byggevirksomheden Cembrit og Dansk Byggeri.
Alene i løbet af 2016 forventer Danmarks Statistik, at antallet af indbyggere i København og omegn vokser med flere end 20.300, og det nuværende byggeniveau kan dermed slet ikke følge efterspørgslen. Foto: Byggeriets Billedbank.
Alene i løbet af 2016 forventer Danmarks Statistik, at antallet af indbyggere i København og omegn vokser med flere end 20.300, og det nuværende byggeniveau kan dermed slet ikke følge efterspørgslen. Foto: Byggeriets Billedbank.

I løbet af 2016 forventer Danmarks Statistik, at antallet af indbyggere i København og omegn vokser med flere end 20.300, og dermed når indbyggertallet i 2016 op på næsten 1,3 millioner. En tilsvarende udvikling gør sig gældende i landets øvrige store byområder, men aktuelt er det først og fremmest i Københavnsområdet, at udbygningen af boligkapaciteten er helt ude af trit med den stigende mobilitet og urbanisering på boligmarkedet.

Det viser en ny analyse fra byggevirksomheden Cembrit, der sammen med Dansk Byggeri peger på flere års efterslæb med at udbygge boligkapaciteten i de største byområder.

Når vi tager alle forhold i betragtning, skal byggetempoet alene i Københavnsområdet op på 10.000 nye boliger om året for, at udbud og efterspørgsel hænger sammen.

Økonomisk Maria Schougaard Berntsen Dansk Byggeri

– De største byområder har en stor tiltrækningskraft på os, og det har vi i årevis forsømt at imødekomme i vores boligbyggeri. Og 2015 bliver endnu et år, hvor problemet vokser, fordi der stadig bliver bygget for lidt, og fordi der er udsigt til fortsat massiv urbanisering i de kommende år, siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri Maria Schougaard Berntsen.

Hun mener, at vi er nødt til at tage de spæde advarselstegn om boligmangel alvorligt, hvis vi skal undgå overophedning af boligmarkedet.

Maria Schougaard Berntsen peger blandt andet på, at udflytningen af statslige arbejdspladser fra København efterlader en del tomme kontorlokaler, som oplagt kan omdannes til boliger og dermed bidrage til at løse en del af udfordringerne med boligmangel i Københavnsområdet.

Langt under behov

Dansk Byggeri forventer, at det samlede boligbyggeri i 2015 når op på niveauet 13.000 nye boliger. Det er en anelse over bundrekorden på godt 10.000 boliger i 2009, men stadig langt under det historiske gennemsnit, der ligger på knap 20.000 nye boliger om året.

Ifølge Danmarks Statistiks opgørelse af nybyggeriet fordeler det sig geografisk sådan, at 28 procent sker i Københavnsområdet. Og med den forventede tilflytning i 2016 svarer det til en enkelt ny bolig for hver gang, der kommer 5,5 nye indbyggere til området. Dertil kommer, at længere levealder, flere singler og løbende nedrivning af den dårligste del af boligmassen kun gør problemet større, påpeger Cembrit og Dansk Byggeri.

– Når vi tager alle forhold i betragtning, skal byggetempoet alene i Københavnsområdet op på 10.000 nye boliger om året for, at udbud og efterspørgsel hænger sammen. Dermed dækker det eksisterende nybyggeri kun omkring 1/3 af det reelle behov, understreger Maria Schougaard Berntsen.

Klart mønster

I Cembrit, der er landets største leverandør af fibercement til tag og facade, mærker administrerende direktør Mogens Fisker tydeligt, at den øgede mobilitet på boligmarkedet får os til at stille nye krav til boliger og byggematerialer.

– Vi oplever, at efterhånden som flere af os får let adgang til byen og prioriterer byens mange tilbud, så stiger interessen for de byggematerialer, der ikke kræver en hel masse vedligehold. Den udvikling skal vi som producent af byggematerialer naturligvis tilpasse os, og derfor har vi fokus på at tilbyde et bredt produktudvalg, der kræver et minimum af vedligehold og giver mest mulig tid til at nyde byens tilbud, forklarer Mogens Fisker og uddyber:

– Uanset, om vi taler villaer, rækkehuse eller lejligheder, så bliver det prioriteret højt, at boligen i videst mulige omfang er vedligeholdelsesfri og kan passe sig selv, så eksempelvis malerarbejde ikke tager tid fra andre og mere spændende ting. Samtidig spiller æstetik og designfrihed selvfølgelig også en rolle, og netop de vedligeholdelsesfrie produkter med en høj grad af designfrihed er der, hvor vi oplever den største vækst i efterspørgslen.

Relateret indhold