I sidste uge meddelte Michael Demsitz, at han takker efter en livslang karriere i den almene sektor, og den landsdækkende boligadministration, Boligkontoret Danmark, oplyser nu, at Pia Nielsen fra den 1. maj er ny viceadministrerende direktør. Fra den 1. august er Lars Lehmann ny administrerende direktør.
Den nye direktion vil styrke medlemsfællesskabet og den lokale tilstedeværelse på tværs af boligselskaber med boliger i 56 kommuner.
Pia Nielsen kommer fra en direktørstilling i det københavnske boligselskab fsb, hvor hun i ti år har haft ansvaret for byggeri, drift og jura. Desuden har hun som embedsmand i ministerier og i forskellige boligselskabers administration arbejdet med den almene boligsektor i størstedelen af sin karriere.
Som viceadministrerende direktør får Pia Nielsen det overordnede ansvar for byggeri, drift og grøn omstilling:
– Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde i en landsdækkende og lokalt forankret organisation som Boligkontoret Danmark, som helt klart har sine styrker. Jeg har stor interesse i og rigtig god erfaring med at arbejde i rummet mellem byggeri og drift, der er helt essentielt for både at realisere vores mål om bæredygtighed og sikre de rette resultater i vores renoveringer og nybyggeri, fortæller hun.
Profiler afspejler stigende kompleksitet
Udover ansættelsen af i viceadm. direktør udvides Boligkontoret Danmarks øverste ledelse yderligere med en række fagligt stærke nye profiler – alle hentet i egne rækker. Med den nye direktionsgruppe vil Lars Lehmann prioritere tættere og mere daglig kontakt til de forskellige ansvarsområder og lokale kontorer i Boligkontoret Danmark:
– Jeg har ønsket at sætte et hold, der med sin sammensætning af forskellige profiler og fagligheder afspejler den stigende kompleksitet, som er et vilkår for vores arbejde med den almene boligadministration. Samtidig vil en mere bredt forankret ledelse kunne komme endnu tættere på vores medlemmer og afdelingskontorer rundt omkring i landet, siger Lars Lehmann.
Skal styrke lokal forankring
Den kommende adm. direktør Lars Lehmann har således udnævnt to erfarne regionsdirektører, Tonny Bjørn og Kim Johansen, der skal tage sig af henholdsvis Øst og Vest:
– Udnævnelsen af to regionsdirektører skal være med til at styrke den lokale forankring i Boligkontoret Danmark og sikre det nærvær, der er så vigtigt for både os og vores medlemmer. Herudover styrkes foreningsdelen i vores landsdækkende medlemsfællesskab med udnævnelsen af en ny direktør for kunde- og foreningsudvikling, Karina Lauridsen, fortæller han.
Sidste mand i direktionsgruppen bliver nuværende økonomi- og regnskabschef Michael Pedersen, som bliver direktør for økonomi og forvaltning.