Bliver i familien: Fynsk fugefirma på nye hænder 

Efter mere end 40 år i spidsen for Fuge Centralen Danmark giver Poul Dalgaard Hansen nu stafetten videre til de to sønner. Firmaets specialviden forbliver intakt.
Kenneth Dlagaard, Poul Dalgaard Hansen og Michael Dalgaard skulder ved skulder foran en slå varevogn med firmanavn skrevet med hvidt
Stifter af Fuge Centralen Danmark, Poul Dalgaard Hansen, i smørhullet mellem de nye ejere af virksomheden, sønnerne Kenneth Dalgaard (tv.) og Michael Dalgaard, der også er ny direktør.

Det er mere end 40 år siden, Poul Dalgaard Hansen stiftede det landsdækkende specialfirma Fuge Centralen Danmark, der leverer alle former for elastisk fugning til bl.a. byggesektoren, medicinal- og levnedsmiddelindustrien samt private i både ind- og udland.

Nu har han overdraget kommandoen og ejerskabet til sine to sønner. Michael Dalgaard er, udover at være medejer sammen med sin bror Kenneth Dalgaard, også ny direktør. De er begge så godt som født ind i fugevirksomheden.  

– Vi har været en del af Fuge Centralen Danmark i mere end 25 år, så selvom vores far fratræder, så er den tekniske viden sikret. Vores dygtige team af fugemontører og vores omfattende branchekendskab gør os fortsat i stand til at takle enhver udfordring – også fugning af frostrum eller sterilrum eksempelvis. Uanset opgavens størrelse, vil vi forsat levere skræddersyede løsninger tilpasset kundens behov, tidsplan og økonomi. Så selv om CVR-nummeret skifter hænder, så er vores kunder stadig sikret en professionel partner, som overholder aftaler og leverer kvalitetsarbejde til aftalt tid, siger Michael Dalgaard.

Fuger i hele verden

Anpartsselskabet, der holder til i Blommenslyst ved Odense, havde ifølge CVR-registeret syv ansatte ved seneste opgørelse i september. De besidder en dybdegående tekniske ekspertise indenfor specialløsninger til blandt andet levnedsmiddelindustrien.

Læs også

Top10: Entreprenører med flest nybyggede kvadratmeter i 2024

Virksomheden har således været kaldt ud til projekter hos mere eller mindre alle mejerier, slagterier og fiskefabrikker i hele landet. Medarbejderne har også været i både Grønland og i England grundet deres store specialviden.

På CV’et står også bl.a. Lidls distributionscenter i Køge, Gartnerbyen i Odense og Skovkvarteret i Ørestad.

Har store vækstdrømme

Den første tid efter generationsskiftet er ifølge de to nye ejere gået strygende. De har store vækstdrømme, mens stifteren Poul Dalgaard Hansen ser frem til at få mere tid til at rejse.  

Læs også

Nyt forsikringsdomicil i Cortex Park får et grønt skær

– Jeg er stolt af at kunne overdrage en solid virksomhed til Michael og Kenneth. Generationsskiftet har været undervejs i en rum tid, og det har været en interessant proces. Det glæder mig, at vi nu har overdraget, siger Poul Dalgaard Hansen.

Relateret indhold