Beton-modeller var et kæmpe hit

Hos brancheorganisationen Dansk Beton oplevede man stor deltagelse i nylig afsluttet fotokonkurrence.
Den absolutte vinder i fotokonkurrencen #vielskerbeton. Parkour ved SEB i København. Foto: Bertram Bertelsen.
Den absolutte vinder i fotokonkurrencen #vielskerbeton. Parkour ved SEB i København. Foto: Bertram Bertelsen.

Intet mindre end 1.554 fotos var sendt ind til konkurrencen #jegelskerbeton på det sociale medie Instagram, og kvaliteten af billederne var tårnhøj, lyder det fra brancheorganisationen Dansk Beton, som onsdag afslørede vinderne af konkurrencen #vielskerbeton.

– Kvaliteten var fantastisk, og det var utrolig svært at vælge mellem de mange gode billeder. I bedømmelsen lagde vi vægt på, at billedet først og fremmest fokuserede på beton og samtidig havde en helt unik vinkel, siger branchedirektør i Dansk Beton i Dansk Byggeri, Thomas Uhd.

Kvaliteten var fantastisk, og det var utrolig svært at vælge mellem de mange gode billeder.

Branchedirektør Thomas Uhd Dansk Beton, Dansk Byggeri

Sprang direkte ind på en førsteplads

Det var et enigt dommerpanel, der udnævnte filmfotograf Bertram Brandt, som vinder af fotokonkurrencen. I billedet ser man et halsbrækkende parkour-spring hen over et cirkelformet hul på SEB’s hvide betonhalvtag, der spejler sig i glasfacaden. Alt imens Bertram Brandt fanger det helt rigtige øjeblik med sit kamera.

Andenpladsen gik til amatørfotograf Giuseppe Liverino, der med sit foto “Squared” vandt dommernes hjerter. De varme farver på Signalhuset står i flot kontrast til den mørke beton, der er dominerende for de knap 300 ungdomsboliger i Ørestad på Amager.

Fotograf Nicolaj Kristensen dansede sig ind på en tredjeplads i fotokonkurrencen med sit foto fra Give Elementfabriks 25 års jubilæum. Her var alle rammerne lavet af beton inklusiv balletdanseren på billedet, der er sminket som grå beton. Og som Nicolaj selv fortæller, dansede hun rundt på betonelementerne mellem gæsterne.

Ej kun til gråt

Beton-direktøren er stolt over konkurrencens resultat.

– Vinderbillederne er tre meget forskellige billeder, som på hver deres måde fremhæver betons unikke, arkitektoniske egenskaber. Med fotokonkurrencen #jegelskerbeton har materialet endnu en gang bevist, at beton ikke kun er gråt og kedeligt. Beton skaber derimod imponerende, arkitektoniske bygningsværker og er et materiale med mange forskellige udtryk, former, størrelser, farver og teksturer, siger Thomas Uhd.

Vinderen af konkurrencen fik 5.000 kroner, mens anden- og tredjepladsen vandt henholdsvis 3.000 og 1.000 kroner.

Ørestaden kan også fremvise flotte eksempler på betonbyggeri - fanget rigtigt i kameralinsen gav det en andenplads. Foto: Giuseppe Liverino.
Ørestaden kan også fremvise flotte eksempler på betonbyggeri – fanget rigtigt i kameralinsen gav det en andenplads. Foto: Giuseppe Liverino.
Give Elementfabriks 25-års jubilæum var med beton-let ballet, og billedet svæver. Nok til en tredjeplads. Foto: Nicolaj Kristensen.
Give Elementfabriks 25-års jubilæum var med beton-let ballet, og billedet svæver. Nok til en tredjeplads. Foto: Nicolaj Kristensen.

Relateret indhold