Bestyrelse kan styrke virksomheden

Når en virksomhed i bygge- og anlægsbranchen når en vis størrelse, bør der tilknyttes en professionel bestyrelse, mener Deloitte.
Thomas Frommelt er partner i Deloitte og ekspert i bygge- og anlægsbranchen. Foto: Deloitte.
Thomas Frommelt er partner i Deloitte og ekspert i bygge- og anlægsbranchen. Foto: Deloitte.

Ifølge partner i Deloitte, Thomas Frommelt, kan det være en god ide for mange byggevirksomheder at få en professionel bestyrelse. Det begrundes med, at en god bestyrelse er i stand til både at tage helikopterblikket på, overvåge indtjeningen og udfordre den fremtidige strategi. Næsten hver femte ejer i branchen overvejer da også ideen, viser en undersøgelse fra Deloitte.

– For mange bygge- og anlægsvirksomheder er en professionel bestyrelse helt sikkert en god ide og et naturligt næste skridt i virksomhedens udvikling. Typisk baner bestyrelsen vejen for en klart øget professionalisering på alle niveauer. Samtidig får man også en tydeligere styringsmodel, så det er mere indlysende, hvem der bestemmer hvad, siger Thomas Frommelt.

Beder man Thomas Frommelt om at sætte en nedre grænse for, hvornår en professionel bestyrelse er relevant, hedder den cirka 50 millioner kroner i omsætning.

– Det er klart, at har man to ansatte og et par millioner i omsætning, giver det ingen mening at have en professionel bestyrelse. Men i det øjeblik man når over 30-40 medarbejdere og 50 millioner kroner i omsætning, er det absolut en konstruktion, man bør overveje seriøst. Det er her, man for alvor skal starte rejsen mod yderligere professionalisering, siger han.

Godt for ledelsen

Den professionalisering bygger blandt andet på en klarere struktur for rapportering, risikostyring og ledelse, mener Thomas Frommelt.

– Når man driver en stor virksomhed, hverken kan eller skal man være nede i alle projekter. Det er derfor, man har brug for en ledelsesstruktur. Her er enten en bestyrelse eller et advisory board en uvurderlig sparringspartner. Det er en god garant for, at de overordnede beslutninger kommer hele vejen rundt, siger han.

Netop de overordnede beslutninger halter bagud i mange bygge- og anlægsvirksomheder, viser undersøgelsen fra Deloitte. 52 procent har for eksempel ikke en strategiplan. En klar mangel, mener Thomas Frommelt:

– Uanset om ens omsætning er med seks, syv, otte eller ni 0’er, bør man altid have en strategiplan, der viser, hvordan man vil udvikle sin virksomhed. Også her kan bestyrelsen være med til at puste liv i ambitionerne og dermed tage virksomheden til næste niveau.

Deloitte fortæller desuden, at 78 procent af virksomhedsejerne i byggebranchen forventer øget aktivitet i 2017 i forhold til 2016.

Relateret indhold