I løbet af ugen forventes det, at EU Kommissionen fremlægger deres strategi for, hvordan den europæiske bygningsmasse skal opvarmes i fremtiden. Det forventes, at brugen af vedvarende energi i bygningsopvarmningen skal vægtes højere, skriver Dansk Energi.
Det er formålet med strategien, at mindske den europæiske afhængighed af importeret energi. Særligt er virkemidler inden for opvarmning og køling af bygninger prioriteret i strategien samt fokus på at gøre bygningerne mere effektive, påpeges det af Dansk Energi, hvor EU-chef Jørgen Skovmose Madsen fortæller:
Danske virksomheder har god erfaring med at isolere huse og med at udvikle og installere effektive varme- og køleløsninger, der bruger vedvarende energi.
EU-chef Jørgen Skovmose Madsen Dansk Energi
– Kommissionen anslår, at 40 procent af EU’s energiforbrug er i bygninger. Her er det opvarmning og køling, der står for broderparten, hvoraf tre fjerdele i dag sker med fossile brændsler. Det er den helt centrale udfordring, vi skal overkomme, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at reducere vores afhængighed af importeret fossil energi.
Mulighed for jobs
Ifølge Danske Energi er det ønsket med strategien at gøre bygninger mere aktive i et intelligent energisystem. Der tænkes her på bygningers potentiale for at lagre energien ved for eksempel at varme luft og brugsvand op, når den vedvarende energiproduktion ‘peaker’. Danske virksomheders ekspertise inden for bygningsteknik kan især drage fordel strategien, hvilket Jørgen Skovmose Madsen uddyber:
– Strategien er samtidig en enorm mulighed. Danske virksomheder har god erfaring med at isolere huse og med at udvikle og installere effektive varme- og køleløsninger, der bruger vedvarende energi. Samtidig er vi gode til at udnytte det potentiale for fleksibilitet, som bygninger kan give vores energisystem.
Strategien skal udmøntes i lovforslag til eksempelvis et nyt bygningsdirektiv og energieffektiviseringsdirektiv senere i år, fremgår det afslutningsvist af Dansk Energi.