Trods knaster i form af solcellefirmaet Better Energys konkurs i februar og senest nedlæggelsen af planerne om en 63 hektar solcellepark i Studstrup nord for Aarhus rører anlæggelsen af solcelleparker fortsat på sig.
I dag indvies Østjyllands største solcellepark nemlig.
Der er tale om et 122 hektar stort solcelleanlæg i Kolind på Djursland, som NRGi og Sampension står bag.
Anlægget kan producere 132.000 MWh om året og har taget 14 måneder at bygge.
– Projektet er fra starten udviklet i tæt samarbejde med Syddjurs Kommune, lokalsamfundet og de nærmeste naboer, og den gode dialog har været helt afgørende for, at vi står her i dag. Samtidig er der ingen tvivl om, at anlægget med sin størrelse og kapacitet er et vigtigt skridt i vores ambition om at accelerere den grønne omstilling og understøtte elektrificeringen af samfundet, siger Jakob Bundgaard, der er direktør i NRGi Renewables.

Teknologisk Institut: Danmark kan stadig blive førende inden for Power-to-X
Giver et solidt fundament
Flere virksomheder har indgået de såkaldte CPPA-aftaler (Corporate Power Purchase Agreements) i forbindelse med projektet, hvor de forpligter sig til at aftage en del af strømmen fra anlægget over en længere årrække.
Ifølge Jakob Bundgaard spiller disse aftaler en vigtig rolle, når det kommer til at understøtte udviklingen af nye vedvarende energianlæg og bidrage til, at flere store projekter kan realiseres i fremtiden.
– Det er selvfølgelig positivt at se, at en række virksomheder går foran i den grønne omstilling ved at indgå langsigtede aftaler om at aftage strøm fra vedvarende energianlæg. Denne form for opbakning fra erhvervslivet giver projekter som dette et solidt fundament og bidrager til, at fremtidige energiprojekter kan blive til virkelighed, siger Jakob Bundgaard.
Det nye anlæg i Kolind er den første solcellepark udviklet i eget regi af NRGi og Sampension, men ikke nødvendigvis den sidste.
– Vi ser frem til sammen med NRGi og NRGi Renewables at fortsætte det stærke samarbejde og realisere vores fælles ambitioner om at understøtte udbygningen af vedvarende energi og dermed en mere bæredygtig energiinfrastruktur, siger Torbjørn Lange, chef for ejendomme og infrastruktur i Sampension.
